Bolde må ikke ryge i vandet. Hvad med mennesker?

Der hviler en tung skygge over de seneste års byudvikling i Aarhus. Havn, by og vand er smeltet sammen. Udover en miserabel og til formålet uegnet cykelsti på Havnepladsen og den uforløste Europaplads, har udviklingen skabt fantastiske og attraktive byrum. Men forandringerne har en pris. På seks år har mindst ni personer betalt den højeste - deres liv. Mads, Niels, Nick, Steffen og Peter er blandt dem, hvis liv endte i vandet.

På den måde byder hver vinter på hjerteskærende historier om uvished, håb, savn og sorg. Det er en kedelig tradition, byen må gøre op med. Efter en indkøringsfase kan termiske kameraer nu give alarm, hvis en person falder i vandet. Teknikrådmand Steen Stavnsbo (K) agter at sætte flere kameraer op, og det kan kun gå for langsomt.

Det egentlige mål må dog være at undgå det livsfarlige møde med det kolde vand, og her bør hegn på særligt udsatte områder være en løsning. Man kan ikke plastre hele havnen til med hegn, lyder et ofte brugt argument for ikke at foretage sig noget. Æstetik og økonomi burde vige for hensynet til menneskeliv, men måske det slet ikke er nødvendigt at indrette de bynære havnearealer som et løveanlæg i Givskud Zoo. Mindre kan gøre det. Noget skal gøres.

En spadseretur ved højlys dag afslører flere åbenlyst farlige steder. Går man fra Dokk1 mod nord, møder man det første. Med blikket hævet, kan man let narres til at tro, at havnepladsen er et stort, sammenhængende område, der kan passeres i lige gang. Man kan let overse det indhak, der er syd for Pakhus 13. Buske i bed er med til at skjule en lille kanal uden permanent hegn. Kommunen har forsøgt sig med hvide afspærringshegn fra entreprenørenheden, men enten er de blæst i vandet, eller også har vandaler skubbet dem i. Er det sidste tilfældet, er stupiditeten på højde med de gange, hvor redningskranse er blevet trofæer fra en bytur. Længere fremme, nord for Toldboden, møder man endnu en lille, usikret kanal. Der er åbenlys risiko for, at kajforløbets indhak overses. Et forkert skridt, og man havner i vandet. Er man derimod sluppet tørskoet over Havnepladsen, møder man områdets måske største tåbelighed: hvide vejstriber, der ligefrem guider gående til en nærmest niveaufri overgang til kanalen langs Navitas.

Visse steder på Havnepladsen er der allerede hegn, der skal sikre, at man ikke vælter rundt i de mange niveauforskelle. En sportsplads er godt og grundigt pakket ind i net for at sikre, at bolde ikke ryger i vandet. Hvorfor ikke bekymre sig mere om mennesker? Der er brug for en hurtig løsning, der ikke drukner i politisk fnidder, teknisk bøvl eller kommunalt bureaukrati. Få sikret de åbenlyst udsatte steder med gode fysiske løsninger, så vi i det mindste gør noget for at hindre flere tragedier. Dernæst kan vi snakke om at udbygge og udvikle teknikske løsninger og et godt beredskab, hvis ulykken alligevel indtræffer. Hvem har nerver til at vente?