Lad børnene blive smittet (af begejstring)

En åben folkeskole bør være et ufravigeligt grundlag i et samfund som det danske. Ja, folkeskolen er ligefrem befæstet i grundloven.
En åben folkeskole er en forudsætning for et åbent samfund, for at børn kan trives og erhvervslivet hænge sammen. Folkeskolen burde ikke være noget, man skruer op eller ned for.
Derfor undrer det, at formanden for Danmarks Lærerforening, lokale Gordon Ørskov Madsen, tilsyneladende hellere taler lukning end åbning af folkeskolen som konsekvens af coronaepidemien.
Vi har brug for skolerne og dermed også lærerne
På to år er vi kommet på fornavn med embedsmænd, forskere og andre eksperter. Profiler som Lars Østergaard, Jens Lundgren, Lone Simonsen og Søren Brostrøm har med hver deres faglighed og myndighed dagligt udlagt konsekvenserne af den trættende epidemi.
Og på det seneste har Gordon Ørskov Madsen optrådt som en anden virolog. Formanden har haft travlt med at forklare, hvorfor det – stik mod myndighedernes vurderinger – var uforsvarligt at sende eleverne tilbage i skole efter nytår.
Inden nytår vurderede læreren fra Hasle, at både smittetal og vaccinetilslutning skulle ændre sig markant, før eleverne kunne komme tilbage. Da de rigtige sundhedsfaglige eksperter ikke kom til samme konklusion, mente formanden, at eleverne skulle deles i mindre hold eller kun komme i skole hver anden dag. Eksperten Andreas Rasch-Christensen, forskningschef ved Forskningscenter for pædagogik og dannelse på VIA University College, har derimod slået fast, at børnene har brug for hverdag, helst på fuld tid.
Lad os i stedet få bud på, hvad lærerformanden mener om pædagogik og trivsel samt ikke mindst, hvordan man som folkeskole kan indhente det forsømte. Og lad så de egentlige eksperter i sundhed og smitte sætte rammerne. Det ville være herligt, om det var faglighed, begejstring og troen på det mulige, der smittede på skolerne og ikke frygt og bekymringer.
Som formand for lærerne skal Gordon Ørskov Madsen naturligvis pleje medlemmernes interesser, hvad de så end er? Forhåbentligt nogle andre, end hvad man får indtryk af, når man følger lidt med i debatten på folkeskolen.dk. Her skriver en lærer blandt andet, at genåbningen »føles uretfærdigt, når man i sit private liv laver om på så meget, aflyser og passer på hinanden.« Vedkommende føler sig ligefrem ”demotiveret” af at skulle på arbejde.
Mange danskere på både offentlige og private arbejdspladser samt selvstændige passer hver eneste dag deres arbejde, også selv om det indebærer kontakt med mange mennesker og dermed også risiko for at blive smittet. Det er derfor, man passer på sin familie og venner.
Vi har brug for skolerne og dermed også lærerne. Og vi har brug for flere lærere, der føler sig lige så uundværlige, som de i virkeligheden er. Det klæder og gavner mere end offermentalitet.