Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Hurra for Dostojevskij!

Artiklens øverste billede

200-året for Dostojevskijs fødsel i 1821 burde have været fejret med et festfyrværkeri af film, dokumentar, udstillinger og teaterforestillinger, så vi kunne slippe et øjeblik for at høre den evindelige monotone mumlen om vacciner og smittetal.

Nogle historier giver nemlig så værdifuld indsigt i menneskelivet, at dem bør vi kende til.

Som ganske ung købte jeg Dostojevskijs samlede værker i et antikvariat, for jeg havde hørt, at han skrev gode og vigtige bøger. Så var jeg da i gang, selvom der var et lille benspænd; at andet bind af Forbrydelse og straf manglede.

Det er lidt som at læse Bibelen – man går til og fra, og det handler ikke bare om at blive færdig

Hurtigt fandt jeg ud af, at det letteste er at købe bøgerne, mens det tager tid at få dem læst.

Det tog mig mange år at læse Forbrydelse og straf færdig. Det gør ikke noget, for jeg synes det er lidt som at læse Bibelen – man går til og fra, og det handler ikke bare om at blive færdig.

De er begge klassikere og en klassiker lærer os ikke nødvendigvis noget nyt, men ofte bliver noget, vi godt ved, formuleret meget bedre.

I Forbrydelse og straf begår studenten Raskolnikov en alvorlig forbrydelse, men han tænker selv, det er ok. Det er en krimi, der handler om store livsspørgsmål lidt på samme måde som evangelierne. De er også tænksomme krimier, hvor vi ved, at det er Pilatus, der er morderen. Det vigtige er ikke at løse gåden, men at fortælle om alt det, som gåden fører med sig.

Studenten kan ikke overskue rækkevidden af hans vanvittige handling. Det er der selvfølgelig ingen der kan fuldt ud, men Raskolnikov burde alligevel vide bedre. Derfor cirkulerer fortællingen om skyld og straf, samvittighed og mangel på samvittighed. I sidste ende handler fortællingen om at stå ved sig selv som et ansvarligt og derfor skyldigt menneske blandt andre.

Det handler om så meget mere end mordet, og hvad det fører med sig. Det handler om menneskets gådefulde univers. Og om en stærk drift mod soning for at blive et rigtigt menneske.

Raskolnikov er en ung student. Et menneske der hele tiden er i tvivl om sig selv, og han tænker uafbrudt. Raskolnikov begår en grusom forbrydelse, da han myrder en hæslig pantelånerske og hendes søster.

Han lister ned ad trappen, idet han undgår at træde på de trin, der knirker. Udlejeren skulle nødigt komme ud og minde ham om, at han skylder for tre måneders husleje. Med øksen fra brændeskuret under frakken smyger han sig gennem gaderne for at gøre det, han har sat sig for.

Den ludfattige student ser sig selv som en slags overmenneske, der er hævet over almindelige menneskers moral. Han snakker sig selv frem til, at pantelånersken ikke er et menneske, der har ret til at leve. Den idé holder naturligvis ikke i længden.

Historien er først lige begyndt og udspiller sig i Skt. Petersborg, hvor Raskolnikov traver hvileløs rundt på kryds og tværs. Hele tiden på vej fra det ene sted til det andet vildledt af sine egne tanker. Hvordan kommer han ud af sin umulige situation?

Alle hans tanker er en hæsblæsende indre rejse, mens han konstant spadserer gennem byens ildelugtende gader og krydser frem og tilbage over floden Neva. Byen, han traver rundt i med cafeer, kanaler, flotte bygninger og fattigdom, afspejler de falske toner i Raskolnikovs hoved.

Forløbet mellem ugerningen og forløsningen er mere interessant end opklaringen af forbrydelsen. Det er de lange vandreture i menneskesindets komplicerede tanke- og reaktionsmønstre, som fascinerer og rammer noget alment. Nemlig, at vi ofte unddrager os vores skyld, selvom skyld hører helt naturligt med til at være et ansvarligt menneske. Vi har alle brug for soning og nåde i en nådesløst moraliserende, perfekthedshungrende og fingerpegende tid.

Vi pådrager os alle skyld. Vi er vores gerninger og vores historie. Uden alt det var vi intet. Uden dette tumlede vi rundt som ansvarsløse væsner og forvoksede børn, mens vi som voksne burde være myndige mennesker.

Dostojevskij var optaget af livets mysterier, som han i Forbrydelse og straf udfolder gennem mordets mysterium. Det er stor og nødvendig fortællekunst.

Heldigvis kan vi selv fejre hans geniale fortællinger ved at læse eller lytte til dem.


Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Aarhus direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Lokalavisen Aarhus’ nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Aarhus på listen og tryk tilmeld.
d

Læs også

Del artiklen