Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Giv mig ét fast punkt og jeg skal bevæge hele verden

Artiklens øverste billede

I denne tid er det omtrent seks år siden, at jeg rev alt op med rode og flyttede mine børn, vores kat og alt for mange flyttekasser til Vejle. Vi flyttede fra en lille lavloftet betonbolig, hvor vi havde boet trygt og godt midt i den del af Aarhus, som nogen ynder at kalder ”Ghetto”. -Vi kaldte det altså bare ”hjem”, for det var nu engang der vi hørte til.

Indtil da havde jeg været studerende – og i øvrigt alenemor, så vi var vant til at leve beskedent. Men nu havde jeg fået et nyt arbejde som præst – og selvom ingen i familien havde lyst til at flytte, nyttede det ikke noget.

Det nye hus var en gigantisk villa, hvor det rungede, når man gik ned igennem gangene. Og jeg ved godt, at det lyder forkælet; men imens vi vandrede rundt og inspicerede vores nye sted, blev vi mere og mere mutte og modløse; for alting var bare alt for fremmed, alt for stort og helt forkert – og det gav ekko. (Vi endte i øvrigt også med, at vende hjem til Aarhus igen – men den fortælling kan I få en anden gang).

Da vi nåede frem til stuen, stod vi tavse, imens virkeligheden langsomt bundfældede sig: Nu boede vi altså her. Pludselig tog noget ved min yngste datter – og den lille pige gik hen, stillede sig i midten af det tomme rum og bredte nænsomt armene ud:

»Her!« sagde hun, med en stemme så blid og stålfast, som kun et barn kan lyde:

»Her, skal juletræet stå.«

Giv mig ét fast punkt og jeg skal bevæge hele verden, er det ikke sådan man siger?

Midt i alt det mørke og svære, blev vores hjerter rolige og vi smilede fortrøstningsfuldt til hinanden. Det hele blev lidt nemmere at bære, fordi vi havde fået et fast og fælles holdepunkt; vi havde fået et sted at stille juletræet… Så har man da noget.

På trods af alt det virvar og rod vi voksne fik lavet, så formåede et barn, at skabe mening midt i kaos. Et barn bragte håb og fik os til at føle, at vi, trods alt, hørte til og hørte sammen.

Så svært og så simpelt er det vel i grunden; et barn skal der til!

For børn har en særlig sans for det væsentligste. Et barn kan sætte en kile i alverdens håbløshed, så lyset kan trænge ind. Et barn skal der til; sådan er det åbenbart med flytninger til præstegårde i Vejle – og sådan er det i øvrigt også med juleevangeliet.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.