Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg er træt af de ti bud

Artiklens øverste billede
Morten Skovsted. Foto: Presse

Jeg er på mange måder træt af de ti bud. Bevares, de er både kloge og sympatiske, men de forleder også mange til at tro, at de ti bud formulerer kristendommens værdier. Men det gør de ikke.

Jeg er generelt skeptisk overfor lister, der i tre, fem eller ti punkter forklarer, hvordan man får en flad mave, et harmonisk ægteskab, velopdragne børn eller en sund økonomi.

For livet er som regel langt mere kompliceret, end det fremstår i sådanne hurtige tjeklister. Det gælder ikke mindst i forhold til Gud og vores medmennesker: Der kræves faktisk noget andet og mere af os, end at vi kan overholde de ti bud.

Livet handler om at elske Gud og medmennesket … altså at elske livet, tage imod det, nyde det, dele det med hinanden. Og hvordan man gør det, det må de fleste kæmpe et helt liv med at finde ud af.

Så derfor kan de ti bud lede vild, hvis man forledes til at tro, at når bare man overholder dem, så har man gjort, hvad man skal: Så er man et godt menneske. Punktum.

Livet handler om at elske Gud og medmennesket … altså at elske livet, tage imod det, nyde det, dele det med hinanden. Og hvordan man gør det, det må de fleste kæmpe et helt liv med at finde ud af.

Men på den måde kan de ti bud blive en smutvej eller en sovepude, der hjælper os til at flygte udenom de mange væsentlige og vanskelige opgaver, der ligger foran os. For der står jo intet i de ti bud om, at vi måske bør slå den gamle nabokones græsplæne, hvis hun har ondt i ryggen.

Der står intet om at tale pænt til hinanden, om at give børnene tid og opmærksomhed i stedet for at begrave hovedet i skærmen eller blæse derudaf i karrierejagten. Der står intet om CO2 kvoter, kontanthjælpslofter, kirkegang eller hvordan, vi skal behandle dem, der holder med det andet fodboldhold.

Den måde, vi mennesker bør leve med hinanden på, bør styres af noget andet og mere end regler og tjeklister. Det forstod det lille jule-Jesusbarn, da han blev voksen, og derfor sagde han en gang: Der er kun ét bud, nemlig det dobbelte kærlighedsbud. Det lyder: Du skal elske Gud, og du skal elske dit medmenneske, lige så meget som du elsker dig selv.

Så enkelt! Kun et bud. Men hvilket bud. Så uendelig svært at efterleve. Langt vanskeligere, end hvis der var tusinde bud; et til enhver livssituation. For det at leve med det ene, kristne bud kræver vores nærvær i hvert øjeblik. Her kan man nemlig ikke med selvtilfredshed tjekke af én gang for alle.

Her bliver vi aldrig færdige. Her er ingen nemme genveje. Her er der ikke bare tale om værdier men om noget værdifuldt. Og når vi igen og igen erfarer, at vi ikke gjorde nok, så står vi nøgne og på mange måder uduelige tilbage med den største glæde: At både Gud og vores kære elsker os alligevel. Ikke kun for alt det, vi kan og gør, men ofte netop på trods af det.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Marketing og Statistik, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Del artiklen