For godt til at være sandt
Det er sært nok tit lettere at tro, at noget er for godt til at være sandt, end at livet er skabt til at være godt, og at vi derfor altid har noget glædeligt i vente. Men hvorfor egentlig?
Det er åbenbart meget menneskeligt. At vi har tendens til at lægge vægt på det negative, bekymringen og det umulige.
Eksperter i svindel på nettet puster til flammen: Hvis noget ser ud til, at være for godt til at være sandt, så er det fordi, det er det! Siger de skråsikkert. Og det er måske nok sandt - men også lidt trist.
Det er åbenbart meget menneskeligt. At vi har tendens til at lægge vægt på det negative, bekymringen og det umulige.
3. søndag i advent møder vi den gamle præst Zakarias. Han og hans kone havde i mange år ønsket inderligt at få et barn, men det var ikke sket. Men en dag får han at vide af en engel, at nu skulle det endelig ske og den gamle Elisabeth skulle føde en søn. Og så kunne Zakarias ikke tro på det.
Det var for godt til at være sandt! Og det, der skulle være hans livs højdepunkt, blev i stedet et lavpunkt. Zakarias kunne ikke tro, at alt er muligt og intet for vidunderligt for Gud.
Zakarias’ fjender var ikke først og fremmest ydre magter, men indre mismod. Resignation, tomhed og træthed efter lang tids skuffelse. Livet bliver småt, når man har opgivet at tro, at det kan bidrage med noget stort. Tilbage sidder man med alt det, der gik galt, og alt det, som kan gå galt.
Vi kender det. Men vi er med Zakarias også dem, som venter på godt budskab. Advent er forventningstid. Vi må sidde i mørket i lyset af den glæde, som Zakarias endelig til sidst åbnede sig for. At ny begyndelse bryder frem som et lys. Som et barn, der fødes.
Vi venter på, at det vender, og at lyset bryder frem i mere end én forstand. Også i modløse sind, så vi kan se, at nyt liv er en mulighed, selv hvor livet synes goldt og udsigtsløst. Også i mørket og i dødens skygge.