Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Debat: Stop "harmoniseringen" - vi bliver utrygge

Læser mener, at byrådet skal sløjfe alle planer om harmonisering af veje i kommunen.

Artiklens øverste billede
Foto: Adobe Stock

I disse dage står politikerne i kø for at tage afstand fra den utryghed, nogle grupper skaber i flere områder i Aarhus. Men det er næsten værre, når det er politikerne, der skaber utryghed.

219 af de 900 vejstrækninger, de vil ”harmonisere”, har på nuværende tidspunkt fået besked på, at de skal overtage vedligeholdelsen af deres veje, uanset om de ønsker det eller ej.

Når vi modtager sådan en besked så bliver vi utrygge:

Vi bliver utrygge, fordi vi ikke ved, om vi skal følge kommunens råd om at lave et vejlaug eller ej. Vi bliver utrygge, når vi ikke ved, om resten af grundejerne vil være med i et vejlaug. Vi bliver utrygge, når vi ikke kender de økonomiske konsekvenser. Vi bliver utrygge, når vi ikke ved hvordan fordelingstal udregnes.

Vi bliver utrygge, når vi skal overtage vandbrønde og stikledninger uden at kende tilstanden på disse 50 år gamle installationer. Vi bliver utrygge, fordi vi troede, at vi havde en fast aftale om, at det var kommunen, der stod for vedligeholdelsen, som det har været de sidste 50 år. Vi bliver utrygge, når vi bliver tvunget til acceptere denne uretfærdige og ulovlige beslutning om ”harmoniseringen”.

Nogle politikere mener, at ”harmoniseringen” skaber fair og ens vilkår blandt grundejerne. Denne historie fortæller, hvorfor det ikke er rigtigt.

XX og jeg købte hver et hus for nogle år siden og begge huse kostede 6.000 kr. i nettohusleje pr. måned.

XXs hus ligger på en privat vej, og mit hus ligger på en kommunal vej. Vi var begge glade og tilfredse, indtil XX på den private vej fandt ud af, at XX også var med til at betale vedligeholdelsen af den kommunale vej.

Det lykkedes XX at overbevise et flertal i byrådet om, at det var uretfærdigt. Så derfor ønsker kommunen nu at ændre den kommunale vej til en privat vej, med den begrundelse, at der skal være fair og ens vilkår.

Hvis det sker, så skal jeg betale 400 kr. om måneden til et vejlaug, fordi det nystiftede vejlaug ikke har nogen startkapital, så min nettohusleje vil stige til 6.400 kr. pr. måned.

XXs nettohusleje forbliver 6.000 kr. pr. måned, da XXs økonomi jo ikke ændres. Men XX har nu fået den store glæde, at jeg kommer til at betale 400 kr. mere end ham hver måned fremover.

Det kalder jeg ikke fair og ens vilkår.

Hvis de 2 ens huse bliver solgt efter nedklassificeringen, så ville jeg få mindst 100.000 kr. mindre udbetalt ved salget end XX, på grund af den højere nettohusleje.

Da kommunens ønske er at skabe fair og ens vilkår, så bør kommunen erstatte mig for det tab, jeg vil lide ved salget af huset på i alt 100.000 kr.

Jeg har en forventning om, at mindst 10.000 andre grundejere også vil søge Taksationskommissionen om en erstatning på de 100.000 kr. således, at kommunens ønske om fair og lige vilkår bliver til virkelighed.

Det der oprindeligt var tænkt som en besparelse for kommunen, ender nu med en forventet udgift for kommunen på mindst 1 mia. kr. hvis ”harmoniseringen” gennemføres.

Derfor vil jeg opfordre alle politiske partier til at træde ud af forliget om at nedklassificere alle 900 veje, så vi kan genskabe de trygge forhold på vores veje.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen