Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Selv efter en tam fest, kan opvasken være stor

Som julepynt er valgplakater hyggelige at få op, men også dejlige at få ned. Med tirsdagens valg kan den forhåbentlig grundige oprydning begynde og dermed sætte et endeligt punktum for valgkampen. En lidt underlig en af slagsen uden de store overraskelser.

Væsentlige temaer i valgkampen er blevet overskygget af statsministerens slettede sms’er, Støjberg-sagen og sygeplejerskernes vrede mod Mette Frederiksen.

Socialdemokraternes træk for at få den lokale kongekabale til at gå op ved at sende Kristian Würtz til Brabrand Boligforening, står tilbage som valgets største velorkestrerede bombe.

Udadtil har Venstre formået at tøjle det sprængfarlige i konflikten mellem tidligere spidskandidat Bünyamin Simsek og den ny borgmesterkandidat Christian Budde. Simsek må have været skuffet, da han blev vraget af partiet, men kørte først i valgkampens slutspurt sig selv i en position, som kunne bringe tvivl om, hvem der egentlig står i spidsen for partiet. Det er ikke sikkert, at den diskussion dør lige med det samme.

Skal man arve, bør man gå efter guld, sølv og Tupperware.

Det gør debatten om mobilitet og letbane nok desværre heller ikke. Infrastrukturen har fyldt meget ved de seneste ugers vælgermøder og på avisernes debatsider. Manglende fremkommelighed, tid og penge spildt på indfaldsvejene er for længst - og i al for vid udstrækning - blevet en del af aarhusianernes hverdag. Det udfordrer virksomheder, butikker samt miljøet og gør det sværere at få et familieliv til at hænge sammen. Desværre fornemmer man et trafikalt tungsind blandt politikerne, der enten er løbet tør for ideer, vilje eller mod til for alvor at gøre noget ved fremkommeligheden i kommunen.

Ringgadesystemet forbedres, Viborgvej udvides, Bering-Bedervejen er lagt, og under valgkampen har man kunnet fornemme, at selv socialdemokraterne har rykket sig en smule i deres ellers ortodokse letbanetilgang. Væk er i hvert fald opbakningen til skinner på Aarhus Ø. Der er håb trods alt.

Debatten om ældreplejen fyldte ikke så meget, som man kunne forvente. Aarhus blev billedet på elendig pleje, da ”Plejehjemmene bag facaden” omsider blev vist på TV 2. Da Else hang i liften, var Bundsgaard væk. Rådmand Jette Skive (DF) fandt man under bussen. Private plejehjem har været en del af valgdebatten, og også hvad det angår, er der mere at gøre; vi har frit valg gennem hele livet, lige indtil vi bliver gamle. Behøver det at være sådan i Aarhus?

Skal man arve, bør man gå efter guld, sølv og Tupperware. Desværre har det nuværende byråd efterladt en syltekrukke til det nye, der træder sammen første gang den 17. januar. Flertallet af politikerne vil være kendte, men der vil også være mange nye ansigter i byrådssalen. Det er kun godt, for et stærkt byråd bygger på erfaring og nytænkning. Særligt det sidste er der brug for.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen