Menneskerettigheder giver vi hinanden
Menneskerettigheder er ikke noget, som man diskuterer. For en, der er født i 1970, synes menneskerettighederne at være os givet. På samme måde som vejret, vi trækker, og tyngdekraften, der holder os ved jorden.
Som ung hørte jeg oftest om menneskerettighederne, når de var blevet krænket. Vi hørte om med raceadskillelsen i Sydafrika; om mennesker, der flygtede fra sydamerikanske militærdiktaturers fængsler og tortur; eller om forfølgelse af religiøse mindretal i Kina. Og fortsæt selv rækken af overgreb.
De kæmpede for retten til liv og frihed, ytringsfrihed og religion. Disse grundlæggende rettigheder er forudsætningen for fred og ikke mindst menneskelighed.
Lad ikke tiden bekymre dig
Mit billede af Danmark var, at menneskerettigheder var noget, vi stod for. Vi støttede dem, der kæmpede hårde kampe mod ulighed, diskrimination og undertrykkelse.
Jeg indrømmer i dag en stor grad af naivitet og muligvis også en anelse idealisme. For menneskerettighederne er altid blevet diskuteret. De er ikke mejslet i granit. Ikke alle lande synes, det er så vigtigt med lige rettigheder for mænd og kvinder, eller at man ikke må gøre forskel på nogen uanset race, køn eller religion.
Det nye er måske, at menneskerettighederne ikke længere er noget, vi udelukkende forventer, at andre lande lever op til. Nu taler vi også om, hvorvidt de betyder noget for os! Diskussionen blusser op under pandemien. For har vi ytringsfrihed og lov til at demonstrere? Eller den blusser op, når vi har svært ved at tage danske børn hjem fra fangelejrene i Syrien, eller når par af flygtninge blev skilt ad, da de kom til Danmark.
Verden forandrer sig hele tiden, og mange af de problemer, vi har i Danmark, er nye for os. Men desto vigtigere er det, at vi holder fast i pejlemærkerne, som menneskerettighederne giver.
Verden forandrer sig hele tiden, og mange af de problemer, vi har i Danmark, er nye for os. Men desto vigtigere er det, at vi holder fast i pejlemærkerne, som menneskerettighederne giver.
Der er stor værdighed forbundet med ethvert menneske. Men når vi og andre måtte mene, at menneskerettigheder og konventioner er noget, som vi godt kan diskutere eller slække på, træde ud af og være ligeglade med, så handler det ikke kun om de andres værd. Så handler det faktisk også om dig og mig og det samfund, vi ønsker.
Her er der ingen, der ønsker diskrimination, undertrykkelse, eller at friheden til at tro og tale bliver undertrykt. Men hvordan bygger vi det samfund, vi ønsker, hvis ikke menneskerettigheder også er en del af bygningen?
