Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Debat: Jeg hedder Mårdøn, og jeg er ordblind

Artiklens øverste billede
Morten Bak Josefsen er kandidat til byrådet for Venstre. Fotograf: Frank Bisgaard Winther

Jeg har aldri været go til at satve. S-t-a-v-e. Ord og bostaver hobber...hopper... rundt på linjerne for maj og lige siden fålkeskolen, har jeg haft stor kvaler med at høre satelvser...s-t-a-v-e-l-s-e-r.

Det var ikke nemt for mig eller for min lærer, da jeg gik i skole. Og dog. Dengang havde man erkendt, at man ikke var mindre begavet eller uegnet, fordi man ikke kunne stave. I gætter rigtigt - jeg er ordblind. Jeg var heldig, fordi man dengang begyndte at tilbyde særlig indsats for ordblinde. Jeg fik støtten, som dog ikke blev omsat til stavningens kunst, men til at have selvtillid og tro på sine evner.

Der er mange indgange til læring, og ikke alle forsøg er lige vellykkede. For eksempel tænkte skolen i mit tilfælde, at hvis Morten lærer at skrive på skrivemaskine, så lærer han nok også at stave. Det var godt ment, det ved jeg. Mine lærere afsøgte mange veje for at knække koden. Tak for indsatsen.

Den tryghed og støtte, som jeg fik fra både mine forældre og den særlige indsats fra skolen, er årsagen til, at jeg ikke blev fortabt. Heller ikke da alle mine jævnaldrende rykkede over i gymnasiet, og det føltes, som om jeg stod alene tilbage på perronen.

Dog havde jeg følelsen af at være en lang, uduelig lømmel med spørgsmålet om, hvad der skulle blive af mig. Det var et lykketræf, at jeg fik en læreplads på den lokale sukkerfabrik i Assens efter 10. klasse. Jeg kom i lære som smed og maskinarbejder. En uddannelse og et arbejdsfællesskab, som har formet mig langt hen ad vejen til den, jeg er i dag. En tryghed og tro på, at man kan noget, og at man kan indgå i fællesskaber, hvor ens bidrag betyder noget.

Efter svendebrevet flyttede kæresten, senere kone, og jeg til Aarhus i 1986, hvor mit ønske var en videreuddannelse. Umiddelbart fik jeg ikke lov til at starte på en HF-uddannelse, men jeg fik dog en chance via. HF-enkeltfag, som rakte til at jeg kunne læse informationsvidenskab på Aarhus Universitet.

Jeg er dybt taknemmelig over alle de dygtige lærere og undervisere, der har troet på mig undervejs, og som har givet mig en chance - eller to. Uden dem og et skolesystem i verdensklasse, var jeg ikke blevet den, jeg er i dag.

For mig handler det om tryghed i opvæksten og en skole, der skaber rammer for trivsel og inddragelse. Det er en af mange grundsten til at skabe hele mennesker. Derfor skal vi have en skole i Aarhus, der giver trygge rammer til alle børn. Alle skal behandles med respekt for den enkeltes potentiale og ressourcer, som i sidste ende skal forløses bedst muligt.

Med andre ord skal vi have givet skolerne større frihed til at kunne møde vores børn og deres behov. Der er mange indgange til læring, og derfor er jeg fortaler for, at skolen skal have større ledelsesrum til at tilrettelægge de læringsindsatser, som man kan tilbyde i forhold til de kompetencer og rammer, man besidder på en skole. Den indsigt kan ikke styres centralt via budgetter og puljer. En større decentraliseret styring er ikke en garanti for, at der ikke kan begås fejl på de enkelte skoler, ligesom dengang man håbede på, at jeg kunne lære at stave ved at lære blindskrift på en skrivemaskine.

Vi skal kunne rumme, at der begås fejl, når vi igennem undervisning udvikler vores børn. Skolebestyrelsen og den lokale ledelse på skolerne ved bedst, hvordan skolen skal styres.

Derfor brænder mit hjerte for en bred, favnende og inkluderende folkeskole.

Jeg stiller op til Aarhus Byråd, fordi vores børn er det allervigtigste vi har. De fortjener den bedst mulige start på livet – og det gælder alle børn. Vi skal have skoler i verdensklasse i Aarhus.

Vores skoler er med til at sikre sammenhængskraften i samfundet. Det er her næste generation lærer at blive ansvarlige borgere. Vejen dertil er, at vores skoler skal have mere selvbestemmelse. De skal sættes fri. Og så skal forældrene være en endnu vigtigere del af skolernes fundament.

Det handler nemlig om vores børn og deres trivsel.

Kort sagt: Vores børn skal rummes, inddrages og udfordres. Vi skal væk fra systemisk tænkning og tættere på. Det skaber rammerne for den gode dialog og det stærke forældresamarbejde. DET er NU.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen