Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Ring. Bank på. Og fortsæt med det!

Artiklens øverste billede
Trine Bredahl Nissen. Foto: Privat

Hvorfor er det i grunden så svært for os, når et menneske, vi kender, har mistet? Hvorfra kommer trangen til at holde sig på afstand, som mange af os nok genkender, når vi møder sorgen hos et andet menneske?

Er det, fordi vi selv bliver mindet om døden? Bliver mindet om det, den allerede har taget og stadig kan tage fra os? Eller er det fordi, vi ikke længere er klædt på til at håndtere sorgen og bliver forlegne over ikke rigtigt at vide, hvad vi skal gøre eller sige?

Der er ingen tvivl om, at det bevæger os, når vi møder et menneske, der har mistet.

Det bevæger os - men ikke altid i retning af den sørgende. Når jeg taler med mennesker, der har mistet, går det ofte igen, hvordan omsorgen fra familie, venner og bekendte er næsten overvældende ved begravelsen og i ugerne efter, men opkaldene og besøgene klinger så efterhånden ud i takt med, at forventningen om, at det er tid at komme videre, indfinder sig. ”Du kan bare ringe, hvis der er noget”, siger vi. Men den sørgende har ikke overskuddet til det, og mange oplever oveni sorgen også at føle sig alene.

”Du kan bare ringe, hvis der er noget”, siger vi. Men den sørgende har ikke overskuddet til det, og mange oplever oveni sorgen også at føle sig alene.

For sorgen forsvinder ikke igen, når døden har været på hugst, og ingenting er som før. I den forstand er der ikke noget liv efter sorgen. Men som digteren Naja Maria Aidt beskriver det i romanen ”Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage”, kan der alligevel være liv i sorgen. Og her spiller vi, der er familie, venner eller bekendte til den sørgende en afgørende rolle: Vi kan ikke hjælpe den, der er ked af det, af med sorgen.

Hvor gerne vi end ville, kan vi ikke puste og glatte ud og gøre det godt med et snuptag. Men vi kan vove at være der. Blive ved med at tale om den døde og give plads til det liv og den kærlighed, der var – og er.

Sådan finder livet vej tilbage. Men den, der er i sorg, har brug for mennesker omkring sig, det kan hjælpe med at mærke det. Mærke, at der er liv på trods. Ikke bare til begravelsen eller i de første uger efter. Så ring. Bank på. Og fortsæt med det!


Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Aarhus direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Lokalavisen Aarhus’ nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Aarhus på listen og tryk tilmeld.
d

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen