Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Hvor er kirken?

Artiklens øverste billede
Peter Sporleder. Foto: Presse

Kommunalvalget er over os. Lygtepælene er indhyllet i mere eller mindre genkendelige ansigter, og overalt – især på de sociale medier – bombarderes vi med gyldne løfter og ubegrænsede garantier på bedre ældrepleje, bedre socialpolitik, mere og bedre velfærd, mere og større fokus på klima, bedre infrastruktur, ja, tilbuddene er næsten uendelige fra de håbefulde politikere.

De siger, lover og tilbyder langt hen af vejen stort set det samme, og hvis man ikke lige vidste det, kunne man tro, at de alle kom fra samme parti.

Taburetten i Aarhus Byråd er åbenbart så eftertragtet, at få tør skille sig ud i frygt for at miste stemmer. Nej, så hellere være og syntes ligesom alle de andre.

Jeg har selv deltaget i flere politiske debatter, og her er tendensen den samme. Der er en tydelig frygt for at markere. Alle siger det samme, og alle siger ingenting.

I denne sammenhæng savner jeg kirkens stemme. Ikke en stemme som i et politisk parti, men som en stemme – en røst – som tør og kan tale imod og med.

Jesus var i den grad politisk. Han blandede sig og han talte imod når noget ikke var som det skulle være, eller når noget kunne og skulle være bedre.

Kirken skal og må naturligvis aldrig blive partipolitisk, men den skal til enhver tid være politisk.

Jesus var i den grad politisk. Han blandede sig og han talte imod når noget ikke var som det skulle være, eller når noget kunne og skulle være bedre.

Derfor skal vi som kirke også blande os – både i de store landspolitiske debatter, men især i de lokale.

Som kirke skal vi tage del i debatten om eksempelvis stigningen af unge hjemløse i Aarhus. Eller om de uværdige menneskelige svigt vi den sidste tid har set på både ældre – og socialområdet.

Kirken skal turde tale imod den stigende tendens der hersker blandt ganske unge – både med hensyn til mobning og ensomhed.

Vi skal som kirke turde blande os – ikke blot i et valgår, men generelt når noget i samfundet skurer og ikke er ordentligt.

Tier vi og blander vi os ikke, ja, så bliver vi som de politiske kandidater som ingen ved hvorfra de kommer – eller hvor de er på vej hen. Så siger vi alle det samme, og dermed siger vi ingenting.

Lad os sammen – som kirke – blande os. Det er vi faktisk forpligtet på!

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen