Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Debat: »Vi er nødt til at forsikre vælgerne om, at deres stemmer bliver, hvor de sætter dem på valgdagen«

Rekordmange partihop møder kritik fra Alternativet

Artiklens øverste billede
Katrine Skov-Hansen.

Rekordmange folkevalgte skifter partier og tager mandatet med. Men det vækker mistillid og frustration hos vælgerne. Derfor bør vi kandidater i Aarhus gå forrest og give et klart løfte til vælgerne: Vi går ikke med mandatet.

Det ses både nationalt og kommunalt. Rekordmange folkevalgte bevæger sig til nye partier og tager mandatet med. Tilbage står frustrerede vælgere, hvis stemmer pludselig har skiftet hjemsted. Det underminerer tilliden til politikerne.

I Aarhus kan vi ikke undsige os heller. Fra juni i 2019 til julen året efter havde 7 byrådsmedlemmer skiftet parti og taget mandatet med. Det betyder, at næsten hver fjerde mandat i byrådet ikke længere ligger, som vælgerne fordelte dem i 2017.

Det holder ikke. Vi er nødt til at forsikre vælgerne om, at deres stemmer bliver, hvor de sætter dem på valgdagen. For hvad er ellers pointen?

Ifølge en undersøgelse foretaget af Epinion for Constructive Institute, mener 75 procent af vælgerne i Aarhus, at det er vigtigt eller meget vigtigt, at deres stemmer går til en politiker, som er medlem af det parti, de er mest enige med. Er det tal ikke overbevisende nok, kan man se på den harme og frustration, som partihoppene helt tydeligvis skaber hos vælgerne. Og læg så dertil, at mange mandater bliver vundet ved listestemmer – og at selv store personlige stemmeslugere bliver båret frem af partiets politik og omdømme.

Så når vælgerne helt åbenlyst orienterer sig efter partierne, er det altså et demokratisk problem, at politikerne ikke respekterer det valg.

Byrådsmedlemmerne, der indtil nu har skiftet deres oprindelige partier ud, gør selvfølgelig ikke noget, de ikke må. For rent formelt tilhører mandatet dem personligt, og de kan gøre med det, hvad de vil. Men som de fleste ved, er der forskel på hvad man må og så det, der er rigtigt at gøre.

I Alternativet mener vi, at det mest ordentlige overfor vælgerne er, at lade mandatet bliver i partiet, hvis et byrådsmedlem ønsker at gå til et andet parti. Derfor har jeg og mine medkandidater også i fællesskab tilsluttet os en erklæring, hvor vi lover at gøre lige netop det.

Men vi er kun en lille del af billedet. Derfor har vi selvfølgelig også opfordret alle byens øvrige partier til at lave en lignende aftale, som skal forsikre aarhusianerne om, at deres stemmer tæller – hele byrådsperioden igennem!

Det er for os at se, en mere tillidsvækkende og bæredygtig politisk kultur.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.


Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen