Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Lad ikke tiden bekymre dig

Artiklens øverste billede
Kåre Egholm Pedersen. Foto: Presse

Alle, der har besøgt Barcelona, vil kende byens verdensberømte vartegn, den nygotiske katedral La Sagrada Familia.

Arkitekten Gaudí forandrede byggeriet med stor visionær kraft, da han i 1883 overtog ansvaret fra den oprindelige arkitekt Francesc del Villar. Gaudí nåede at arbejde på projektet i over 40 år.

Da han engang blev spurgt, hvorfor man da ikke snart kunne blive færdige med byggeriet, skulle han efter sigende have svaret: »Min klient har ikke travlt«. Det fik han i den grad ret i, for der bygges stadig på kirken.

Netop hjemkommet til Vejlby-Risskov efter et længere udlandsophold er noget af det første, jeg bemærker, de omfattende byggerier i vores nabolag. Det bliver som ventet højt og tæt, og man fornemmer allerede nu, at trafikregulering og parkeringspladser er noget, vi kommer til at tale om lokalt i nærmeste fremtid.

Zoomer man lidt ud og ser på Aarhus som helhed, er det ikke bare her i nordbyen, men sådan set overalt, at tidligere industrigrunde inddrages til boliger.

De attraktive, bynære grunde bruges altså ikke, som man naivt kunne ønske sig, til grønne parkområder eller til nye villakvarterer med små haver. Nej, de anvendes alle til højt og tæt byggeri, som ikke kan undgå at påvirke den i forvejen pressede infrastruktur.

Politikerne siger, at det er tilstrømningen af årligt 4000 nye borgere, som gør det nødvendigt at bygge sådan. Det er væksten, der dikterer det. Men spørger man borgerne, er mange skeptiske. Folk skal jo også kunne bo her. Som en ældre dame på et ofte delt YouTube-klip siger så rammende. ”Fald da ned. Det er ikke New York. Det er det ikke. Det er Aarhus”.

Alternativet ”vækst eller dø” synes at være argumentet, der fejer alle andre af bordet. Ikke kun i Århus, men groft sagt alle andre steder, hvor nye byggerier møder lokal modstand.

Man kan ikke kæmpe imod udviklingen, siges der. Men hvem bestemmer, hvad der kan kaldes udvikling? Er det alene markedskræfterne?

Den tyske stjernesociolog, Hartmut Rosa, har i mange år gjort opmærksom på faren ved alene at fokusere på økonomisk vækst.

Det er nemlig ikke det, vi kan kontrollere, som er mest værdifuldt for os. Ifølge Rosa findes der i mennesket både et begær efter at få kontrol over verden og en længsel efter at være i samklang eller ”resonans” med verden. I vores moderne tid er det som om, det sidste ikke rigtigt regnes for noget. Det har fået den konsekvens, at tiden for mange føles knap.

Vi spiser hurtigere, vi sover mindre og vi kommunikerer mindre med familien. Rosa hævder, at den sociale acceleration har svækket tiltroen til erfaringer og forventninger og indsnævret de tidsrum, der udgør nuet.

Det er med andre ord blevet vanskeligere at opnå resonans, det vil sige få et åbent og solidarisk forhold til mennesker og ting i verden. Men fordi noget er svært, er det jo ikke nødvendigvis umuligt.

Tag nu det svar, arkitekten Gaudí gav, da han blev spurgt, om ikke byggeriet i Barcelona gik for langsomt: »Min klient har ikke travlt«. Det havde han ret i. Ikke kun fordi byggeriet trak ud, men også fordi, at kirkens opgave er at tale om evigheden og vidne om Guds Rige, som allerede nu kan erfares i kraft af troen.

Der er ikke noget ”kirken skal nå”. Og det er vel befriende at høre for den, der løber stærkere og stærkere for at vinde lidt mere af verdens tid.


Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Aarhus direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Lokalavisen Aarhus’ nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Aarhus på listen og tryk tilmeld.
d

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen