Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Cyklismens Aarhus kræver et bredt politisk samarbejde

Kommune skal spænde hjelmen, hvis flere skal hoppe på cyklen.

Artiklens øverste billede
Der er ikke nok velholdte, brede og direkte cykelstier, mener Michael Krogh Hansen og Jasmine Søgaard fra Socialdemokratiet.

Frisk luft, nem motion i en travl hverdag, og at komme hurtigt fra punkt A til B. Dette er noget af det, der gør, at over 60 procent af aarhusianerne ofte vælger cyklen frem for andre transportmidler. Ønsker vi at få endnu flere til at hoppe på cyklen - både til gavn for dem selv, pengepungen og klimaet - skal Aarhus Kommune spænde hjelmen. Der er nemlig fortsat behov for flere, bedre og mere direkte cykelstier - særligt i oplandsområderne.

Tidligere på året har et bredt politisk samarbejde i byrådet vedtaget at få lavet en cykelsti på Frederiks Allé i midtbyen. Vi håber, at dette blot er første skridt i retningen af at gøre Aarhus til et eldorado for cyklismen. Attraktive større byer i Europa har allerede for længe siden satset målrettet på at forbedre forholdene for cyklister, og særligt under coronakrisen har dette taget fart. Ifølge European Cyclists’ Federation (ECF) er der udbygget over 1000 kilometer cykelsti bare inden for det seneste års tid.

Desværre halter vi i Aarhus Kommune bagefter i form af velholdte, brede og direkte cykelstier. Det gælder særligt i oplandsområderne, hvor der endda kan opleves manglende cykelsti fra nybyggerområde til skolen. Her skal der investeres i at få skabt de rigtige rammer for cyklismen. Især fordi Aarhus Kommune er i vækst med mange nye tilflyttere, mange nye arbejdspladser, hjem og daginstitutioner. Når borgerne skal fra A til B er det vigtigt, at cyklen bliver det naturlige valg, hvis ikke vi skal ende i et biltrafikalt - og klimamæssigt kaos.

Den teknologiske udvikling gør det muligt for flere og flere borgere i forskellige aldre at køre længere og længere distancer. Smarte og hurtige el-cykler gør det legende let at forcere selv den stejleste strækning så som Langballebakken mellem Beder og Højbjerg. Det er således ikke usædvanligt, at se ung såvel som ældre borgere tage turen fra Malling i Aarhus Syd og ind til strøget i Midtbyen for at shoppe. Lad os udnytte, at mange aarhusianere både gerne vil cykle længere distancer, og at det på grund af elcyklernes fremkomst faktisk er muligt for dem. Vi skal udbygge cykelnettet i en fart, og være bedre til at vedligeholde de cykelstier, vi allerede har.

Vi må rette op på, at hele 40 procent af aarhusianere klager over, at cykelstier mangler vedligeholdelse. Tallene fremgår af det seneste cykelregnskab fra Aarhus Kommune fra 2017. Her kan man også kan læse, at ud af de borgere der ofte tager cyklen, er det særligt fordi, at det er nemmere/hurtigere end andre transportformer. Næsten 3 ud af 4 adspurgte cyklister angiver dette som en vigtig årsag. Hermed er det tydeligt, at flere cykelstier med en direkte rute fra A til B, og uden om osende biltrafik, vil få endnu flere borgere til at vælge cyklen i fremtiden. Samtidig får vi skabt en endnu bedre hverdag for de mange cyklister i Aarhus, der allerede dagligt vælger jernhesten.

Som byrådskandidater fra Socialdemokratiet vil vi invitere til det brede politiske samarbejde om, at skabe bedre og flere cykelstier i hele kommunen.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen