Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Mens vi venter på helhedsplaner, bygges der løs

Trøjborg Fællesråd har arrangeret sit første vælgermøde, hvor debatlysten var stor.

Artiklens øverste billede
Trøjborgs nyvalgte fællesråd. Eva Just står nummer fem fra venstre.

Byrådet har besluttet at sætte fart på udarbejdelse af helhedsplaner i Aarhus, hvilket er meget efterspurgt af mange fællesråd og borgerforeninger. Byrådet har også vedtaget Aarhus-kompasset, som skal styrke borgerinddragelsen i forbindelse med nye plansager og byggerier.

Disse emner var da også de gennemgående temaer på vælgermøde afholdt af Christiansbjerg og Trøjborg Fællesråd den 7. oktober. Der var inviteret fire politikere – Mathilde Bressum (Venstre), Aage Rais (Socialdemokratiet), Sander Jensen (Socialistisk Folkeparti) og Sebastian Kaimson. De bor i Aarhus Nord eller C og har derfor på egen krop indsigt i, hvordan byens vokseværk og fortætning påvirker borgerne. På mødet var der en stor debatlyst mellem politikere og deltagerne.

Alle politikerne gav udtryk for, at de vil satse meget på bedre borgerinddragelse, men også med markering af, at det er de folkevalgte politikere, der skal træffe de endelige beslutninger. Mødets deltagere oplevede ikke, at der tages meget hensyn til borgernes høringssvar i de endelige beslutninger, for eksempel de 100 kritiske høringssvar i Rødkløvervej-projektet. Det skaber i fællesrådene en fornemmelse af at spilde kræfterne på de mange lokalplaner og byggerier, der i de sidste 4-5 år har været i gang i Aarhus Nord. Det bliver en kamp fra sag til sag, fordi man kun drøfter de enkelte matrikler og ikke konsekvenser for omgivelserne og andre behov som nye byggerier udløser, for behov for fællesarealer og lokaler i hele bydelen.

Debatten kom derfor hurtigt til at handle om, hvorvidt helhedsplaner skal være udarbejdet før, man laver lokalplaner? Politikerne var alle enige i, at det er vigtigt at udarbejde helhedsplaner, men påpegede også, at det er et stort og tidskrævende arbejde.

På spørgsmålet om hvorvidt en helhedsplan, der er under udarbejdelse eller er planlagt, kan begrunde udsættelse af en lokalplan eller et byggeri var der lidt forskellige svar. Sander Jensen fra SF mente, at man skal afvente en helhedsplan; Aage Rais fra S, at der skal være en tydelig ramme for alle byggerier, det vil sige tages hensyn til omgivelsernes karakter og det kulturhistoriske. Sebastian Kaimson fra K og Mathilde Bressum fra V mente, at byggerier, der skiller sig meget ud fra omgivelserne, skal afvente en helhedsplan. Flere mødedeltagere gav udtryk for, at den aktuelle fortætningspolitik skaber meget utryghed i befolkningen, som bliver bekymret hver gang, der sælges en garage, eller investorer går rundt og overtaler flere borgere i et område til at sælge deres huse, med mulighed for ekstra gevinst.

Hvordan bevarer vi bydelenes DNA, var aftenens sidste tema. De to områder er meget forskellige – Christiansbjergs DNA er at være et villaområde med nogle få karréer og Trøjborgs det modsatte - et karréområde med enkelte gamle villaområder. Der var bred enighed om at understøtte bydelenes typiske træk og for eksempel bevare gamle villaområder og grønne områder, som rummer en stor biodiversitet; og byggeriers arkitektur må tilpasses omgivelserne. Sander Jensen mente, at Trøjborg er et lidt forsømt område, hvor der er behov for at skabe bedre gadeforløb og fredeliggørelse samtidig med, at man styrker handelsgaden.

»I er jo så positive alle sammen,« udbrød en deltager, »men hvad sker der så, når I sidder i byrådssalen eller i jeres gruppe, bliver I så banket på plads?«

Der kan være stor uenighed i en partigruppe, og slutresultatet handler jo om, hvad der kan opnås enighed om, var flere af politikernes kommentarer hertil.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Del artiklen