Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Hvem hører du til?

Artiklens øverste billede
Foto: Presse

En weekend sidst i august havde vi endelig konfirmation i Tranbjerg kirke – og kirken var fuld af glade festklædte mennesker.

Bagefter, da alt var godt overstået, stod vi i solen og hilste på hinanden og småsnakkede uden for kirken.

Der kom forældre, bedsteforældre eller tanter hen for lige at veksle ord eller sige noget til mig. I flere tilfælde gjorde udseendet, særlige træk, tonelejet eller andet, at jeg straks kunne fastslå, at det da vist var Julies moster eller Daniels onkel – men flere gange hørte jeg også mig selv spørge: Hvem er det nu, du hører til?

Alle spædbørn, så vel som vi voksne, er allerede en del af et større netværk – vi kommer til verden som ubeskrevne blade, men vi lander i en familie og blandt venner, som har hver deres historie, som vi bliver skrevet ind i.

Da jeg kørte hjem, slog det mig, at det jo egentlig var ret uhøfligt at spørge sådan – som om mennesket ikke var noget i deres egen ret, men kun i kraft af deres tilhørsforhold til en konfirmand.

Som jeg nu funderede over min egen uhøflighed, opdagede jeg, at det hele nok skyldes vores grundlæggende ønske om og behov for at høre til – at være en del af et større fællesskab.

Når vi er samlet for at fejre dåb i kirken, så viser vi med et ritual, det som familierne allerede lever i deres hverdag:

At vi vokser i et fællesskab som næres af andre mennesker og af at have et fælles fokus.

At vi trives bedst, når vi er nogens. Nogens barn, nogens ven, nogens elskede. For til trods for, hvad vi mennesker af og til godt kan forledes til at tro, så er det vigtigste her i livet IKKE at blive til noget, men at blive til nogens.

De små mennesker, der bæres til dåben, de er allerede nogens, de er forældrenes, men i kirkens fællesskab, da døbes de til fællesskabets Gud, som vi kan søge til i både glæde og sorg.

Det er godt at være en del af et fællesskab, en familie, en mødregruppe eller en kirke.

Alle spædbørn, så vel som vi voksne, er allerede en del af et større netværk – vi kommer til verden som ubeskrevne blade, men vi lander i en familie og blandt venner, som har hver deres historie, som vi bliver skrevet ind i.

Og ved dåben fejrer vi, at de døbte også bliver en del af kirkens familie, at de døbes ind i et fællesskab. Vi siger sågar i ritualet, at de ved dåben indpodes i Kristus, for nu at blive i træbilledet. I Sverige løfter præsten ligefrem dåbsbarnet op foran menigheden og proklamerer: ”Se mennesker. Se her er jeres barn”.

Og når man sådan er blevet døbt til at tilhøre Jesus Kristus – så behøver man aldrig at svare ”ikke nogen” – hvis man en dag møder en uhøflig præst, der spørger: »Hvem hører du egentlig til?«


Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Aarhus direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Lokalavisen Aarhus’ nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Aarhus på listen og tryk tilmeld.
d

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen