Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Debat: Der skal også være plads til hjemløse i banken

Bankerne er blevet kontantløse, og det gør det svært at være hjemløs, lyder det fra SF.

Artiklens øverste billede
Den digitale hverdag gør det svært at være hjemløs i Aarhus, mener SF, som kræver ændringer for at hjælpe byens mest udsatte. Modelfoto: Adobe Stock

Det bliver mere og mere besværligt at være hjemløs. Her tænker vi i SF Aarhus ikke kun på faldende tolerance og udsigten til kolde vinter- og efterårsmåneder. Vi tænker især på den digitale hverdag, hvor kontanterne er taget ud af bankerne, og kontakten er gået online.

Ofte kan ekspedienten bag kassen ikke hjælpe med at hæve penge. Bankerne er nemlig blevet kontantløse. Derudover er der blevet længere mellem hæveautomaterne. Ofte kan de hjemløse ikke engang få et hævekort, fordi de ikke har en adresse. En del hjemløse er derfor afhængige af familie eller venner til at hæve penge for dem.

Med andre ord, vores hjemløse og andre socialt udsatte har ofte ikke adgang til deres egne penge. Det forhindrer dem i noget så basalt som at købe ind til dagen og vejen. Det er uværdigt, og vi kan ikke være det bekendt som samfund. Heldigvis kan vi gøre noget ved problemet.

I SF Aarhus arbejder vi for, at der stilles krav til vinderen af kommunens kommende bankforbindelse. Vi skal kræve et større socialt ansvar af vindende bank. Det betyder, at der både skal være plads til hjemløse i bankerne, og at de kan hæve penge selv. Specifikt kunne vi kræve et hvis antal filialer, hvor der stadigvæk kan hæves penge mod fremvisning af legitimation.

Det betyder måske ikke så meget for mig og dig, men det betyder noget for udsatte grupper. Mange af vores hjemløse har i store perioder af deres liv ikke adgang til en telefon, til e-Boks og til deres bankkonti. Regninger bliver ikke betalt, og post bliver ikke tjekket. Der er også andre grupper som ældre med demens og borgere med psykisk sygdom, der bliver ramt af, at bankerne i højere grad vanskeliggør hævningen af kontanter.

Derfor vil vi i den kommende tid arbejde videre med vores løsninger på problemerne. Det betyder, at vi skal stille krav til vinderne af bankudbuddet, men også at vi politisk finder gode løsninger. Heldigvis er der god opbakning til at løse problemet i byrådet.

Hjemløse og andre socialt udsatte skal have adgang til deres penge. Andet er ikke forsvarligt.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Del artiklen