Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Kære bilist: Vær forberedt på rød lammelse

Artiklens øverste billede
Arkivfoto: Mads Frost

Harald Jensen var socialdemokrat og lagde navn til det, der i dag er en vigtig hovedfærdselsåre i det sydlige Aarhus. Et trafikknudepunkt, som nutidens socialdemokrater onsdag aften fik ødelagt med kammeratlig hjælp fra de røde støttepartier. Stik mod det fornuftige og - endnu værre - stik mod fagkundskaben.

Aarhus Kommune har afsat 49 mio. kr. til at forbedre bussernes fremkommelighed. 19 mio. kr. er allerede brugt, og på seneste byrådsmøde skulle de resterende 30 mio. kr. så øremærkes. Forud er gået et omfattende analysearbejde. Midttrafik har kortlagt, hvor i byen busserne oplever størst problemer og fremlagt bud på løsninger; busserne kan benytte højresvingsbaner, lyskrydsene kan reguleres, ruter kan lægges om, og der kan etableres busbaner - asfalt forbeholdt den kollektive trafik.

Forslagene er behandlet af fagfolk i Aarhus Kommune, og dermed lå der et et grundigt, fagligt baseret beslutningsgrundlag til politikerne ved seneste byrådsmøde. Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten valgte dog i sidste øjeblik at forkaste fagkundskaben med et forslag om, at der skal etableres en busbane fra Åhavevej til Harald Jensens Plads. På grund af den begrænsede plads på strækningen vil det indsnævre vejbanerne, og fagfolk i Teknik og Miljø skriver da også i en anbefaling om at lade være: ”Konsekvenserne for den øvrige trafik vurderet for store.”

Med andre ord; Harald Jensens Plads vil blive et nyt kaoskryds i byen, fordi bilerne på Skanderborgvej skal klumpes endnu mere sammen. Nogle vil forsøge at slippe over krydset på det absolut yderste af et grønt signal. Det vil spærre for den krydsende trafik, og har man - i tråd med kommunens anbefalinger - benyttet ringgadesystemet i myldretiden, ved man, at området allerede er frustrerende præget af lange køer.

Der er mange gode grunde til at gøre det mere attraktivt at tage bussen. Men at fokusere på buspassagerne alene, og dermed de få frem for de mange, for hvem hverdagen bliver endnu mere bøvlet og besværligt, er usympatisk symbolpolitik. En busbane på Skanderborgvej har kun begrænset effekt. Det er en ensporet og urealistisk ”løsning”.

Det er alarmerende, at de tre røde partier mener sig klogere end kommunens ingeniører og trafikplanlæggere. Om de plages af dårlig samvittighed over det åg, man har påført busdriften ved at lade den bøde for letbanekatastrofen, er tvivlsomt. Det er nok derimod endnu et udtryk for den magtarrogance, der udvikler sig, når man gennem mange år føler sig for sikker på sit flertal.

I stedet for at tænke i kloge løsninger (som S-formand Mette Frederiksen ville udtrykke det) skal det død og pine gøre ondt på aarhusianere og andre, der hver dag kommer til byen for at passe deres arbejde, hvis de bruger bilen.

Harald Jensens Plads kan hermed omdøbes til Den Røde Plads. Dels som reference til, hvem aarhusianerne kan takke for sammenbruddet, dels på grund af de mange bilers bremselys, der i fremtiden vil farve området, men mest af alt som en skammelig påmindelse om, hvad der sker, når politikere blæser på fagkundskab og respekten for byens borgere. Er det, hvad vi kan forvente mere af efter kommunalvalget?

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen