Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Klumme: Byens lygtepæle kommer ikke til at ligne sig selv

Artiklens øverste billede
Morten Nystrup, ansvarshavende chefredaktør for Jyllands-Postens Lokalaviser

Vær forberedt på forvirring, når byrådskandidater og partisoldater den 23. oktober klokken 12 bestormer byens lygtepæle med valgplakater. For meget ser anderledes ud i forhold til valget i 2017. Photoshop sørger for, at kandidaterne ikke ældes, men partibogstaverne er nye for en række politikere.

Ikke færre end syv gange i den indeværende periode har et byrådsmedlem skiftet parti. Dorthe Borgkvist forlod Socialdemokratiet, blev løsgænger og sidder nu for - hold fast - ”Liste Trivsel, Velfærd og Reel Borgerinddragelse”. Mahad Yussuf vendte også socialdemokraterne ryggen til fordel for Radikale Venstre, som Eva Borchorst Mejnertz siden forlod for senere at gå til netop S. Da Almaz Mengesha skiftede til Venstre var Liberal Alliance med ét ikke længere repræsenteret i byrådet. Peter Sporleder gik fra Venstre til Konservative, som også fik selskab af den tidligere S-veteran Ango Winther. Her blev han partikollega med Theresa Blegvad, der gik fra Venstre og netop er trådt ud, da Peter Sporleder er vendt tilbage fra sin udstationering som feltpræst. Kan De få luft, Brodtgård?

I byrådssalen kan selv borgmesteren af og til ikke hitte ud af, hvem der tilhører hvilket parti - end ikke sit eget. Så hvordan skal vælgerne kunne følge med, når de ikke kan være sikre på, at et byrådsmedlem sidder den kommende periode ud for det parti, de egentlig stillede op for?

Der kan være mange gode og mindre gode grunde til at man ønsker at forlade sit parti. Men i stedet for at hoppe og shoppe, burde man forlade byrådet helt og overgive sin plads til en suppleant fra samme parti. Karriereambitioner overskygger tilsyneladende respekten for de stemmer, man har fået - eller rettere - som sit parti har fået.

I byrådssalen kan selv borgmesteren af og til ikke hitte ud af, hvem der tilhører hvilket parti - end ikke sit eget.

Man plejer at sige, at det i høj grad er personen og ikke partiet, der er afgørende for, hvor vælgerne sætter deres kryds til kommunalvalget.

I en undersøgelse som Epinion har lavet for Constructive Institute svarer hele 75 pct. af de adspurgte aarhusianere dog, at det er vigtigt, at deres stemme går til en politiker som er medlem af det parti, vælgeren er mest enig med. Det store flertal af vælgere svigtes af partihopperne, uanset deres bevæggrunde for at skifte. Realiteten for de fleste lokalpolitikere er da også, at deres personlige stemmetal alene, ikke rækker til en plads i byrådet.

Det er ikke kun vælgernes tillid til politikerne, der risikerer at lide skade. Masser af viden, historik og faglighed går tabt, når et partiskifte betyder rokader i udvalg og poster. Kvaliteten af byrådsarbejdet må dale. Mange byrådsmedlemmer - partitro eller ej - gør et godt stykke arbejde, men det er også tydeligt, at det overblik som kun skabes af viden og kontinuitet er skrøbeligt og til tider fraværende.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen