Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Debat: Trygheden skal øges i hele Aarhus - ikke kun i udsatte boligområder

DF i Aarhus ønsker, at der bliver sat midler af til at øge trygheden i hele kommunen.

Artiklens øverste billede
Jakob Søgaard Clausen og Nana Harring, som er hhv. spidskandidat og nr. 2 på Dansk Folkepartis liste til kommunalvalget i Aarhus. Pressefoto

I borgmester Jacob Bundsgaards budgetudkast er der afsat hele 16 millioner kroner til øget tryghedsindsats de kommende fire år. Men midlerne er kun målrettet udsatte boligområder såsom Gellerup og Bispehaven.

I Dansk Folkeparti ønsker vi derimod at øge trygheden i hele kommunen og på alle tider af døgnet.

Og det er skam ikke, fordi vi ikke anerkender det massive utryghed, der er i kommunens ghettoområder. Årtiers masseindvandring fra primært Mellemøsten og Afrika sætter sine tydelige spor.

Men problemerne fra ghettoområderne giver ikke kun utryghed der. De spreder sig også til andre lokalsamfund i kommunen, og derfor skal utryghed bekæmpes alle steder, hvor den opleves.

Denne sommer har som de sidste par somre budt på uroligheder på Aarhus Ø, hvor en gruppe unge mænd med ikke-vestlig baggrund har hærget området med bilræs, narkosalg og utryg adfærd.

Derfor går vi i Dansk Folkeparti til budgetforhandlingerne med et ønske om flere tryghedsindsatser på Aarhus Ø herunder videoovervågning og finansiering af vagter.

Sammen med Venstre og Konservative i byrådet har vi desuden fremsat forslag om at etablere en ny ordning kaldet tryghedsvagter. Med udgangspunkt i det seneste politiforlig ønsker vi nemlig, at Aarhus Kommune etablerer et team bestående af vagter, der skal have tryghed som hovedopgave.

Lovgivningen er stadig under udarbejdelse, men vi vil bruge tryghedsvagterne fleksibelt over hele kommunen, når der er uro og ballade. Herudover vil de også kunne bidrage til et tryggere natteliv ved at være synlige og nærværende om natten.

Også i trafikken kniber det desværre med trygheden i Aarhus. På trods af to tragiske dødsulykker med for høj fart og rødkørsel i samme lyskryds i det vestlige Aarhus tæt på Gellerupparken er der ikke sket ændringer til gavn for trafiksikkerheden.

Aarhus Kommune er i dialog med Transportministeriet omkring igangsættelse af forsøg med rødkørsel-kameraer i udvalgte lyskryds i det vestlige Aarhus. Processen er dog meget langsommelig, og vi ønsker derfor at hæve ambitionsniveauet, så vi hurtigt kan øge trafiksikkerheden og undgå flere dødsfald.

Alle disse forslag peger i retningen af et tryggere Aarhus i hele kommunen, og i Dansk Folkeparti tager vi dem derfor med til de kommende budgetforhandlinger i Aarhus Byråd.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen