Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Præsteklumme: Prinsesse Dianas død lever stadigvæk

Artiklens øverste billede
Sognepræst Signe Høg, Mårslet. Foto: Presse

Til jul kan vi gå i biograferne og se en helt ny film om Diana. På 20-års dagen for hendes død var der i Information en artikel med overskriften: ”Prinsesse Diana blev dronning af den kollektive sorg”.

En filosof har påstået, at hendes død sandsynligvis var den største begivenhed i verdenshistorien. Det lyder overdrevet, men der er det gram af sandhed i det, at begivenheden og den reaktion, der fulgte, var af hidtil ukendte dimensioner. 10 mio. briter blev spurgt på prinsessens begravelsesdag om deres reaktion på prinsessens død: 26 procent havde skrevet i kondolencebogen, selvom man skulle stå op til 10 timer i kø for at skrive en hilsen.

Den måde England og den øvrige verden reagerede på, blev et brud med det 20. århundredes sorgkultur, som har sat varige spor for, hvordan vi håndterer sorg i medierne.

Frem til 1. verdenskrig havde man en sorgkultur, hvor man markerede sin sorg i det offentlige rum. Man bar sørgebind og gik i sort tøj, et helt lokalsamfund kunne samles om den døende, gå i ligtog, og græde højlydt.

Men med krigens mange ofre forstyrrede det samfundsordenen, hvis man gang på gang skulle samles på denne rituelle måde, og det blev da kutymen og ret adfærd at bære sin sorg indvendigt og hurtigt komme videre.

Så den enorme reaktion på den smukke privilegerede prinsesses død, blev af mange opfattet som et opgør. Sådan kan vi ikke længere nøjes med at klare sorgen. Hendes død blev en anledning til at give ophobede følelser fra den enkeltes ubearbejdede sorg frit løb.

Mens fornuftige udenforstående mere kynisk spurgte: Hvordan kan I sørge over et menneske, I aldrig har kendt?

Svaret kunne være, at vi har brug for at være i fællesskaber omkring det, vi rammes af, både når livet er rigtigt stort og glædeligt, men også når livet er allermest svært. Når dødens gru og virkelighed går op for os.

Den enorme reaktion på den smukke privilegerede prinsesses død, blev af mange opfattet som et opgør. Sådan kan vi ikke længere nøjes med at klare sorgen. Hendes død blev en anledning til at give ophobede følelser fra den enkeltes ubearbejdede sorg frit løb. 

Måske er nogle af de mennesker, der frækt overhaler en rustvogn, alligevel dem, der går ind på mindet.dk og tænder et lys eller kommenterer med deltagelse et sorgopslag på Facebook?

Behovet er der, men det manglende klare fælles sprog og etik omkring, hvordan vi med ritualer, medfølelse og en form for konduite kan finde hinanden og bære sammen, er også et tab, der er grund til at begræde.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen