Biskop og museumsdirektør i åbent brev til byrådet: »Genovervej Mindet 6«
Nu blander biskop og museumsdirektør sig i debatten omkring højhusprojektet på Mindet 6 i Aarhus. Det sker med et åbent brev til Aarhus Byråd.
Vi tillader os at henvende os til jer som folkevalgte i Aarhus Byråd med en opfordring til at genoverveje det planlagte og stærkt debatterede højhusprojekt, der går under navnet Mindet 6.
En by skal naturligvis udvikle sig, og nedslidt byggeri skal erstattes af nyt.
Men det er vigtigt at være opmærksom på, at Aarhus har en enestående velbevaret bymidte, en af Danmarks fineste kirker, og et pakhus- og silokompleks ’De fem søstre’, der rangerer som et af landets vigtigste industriminder.
Man må forestille sig, at Mindet 6 vil komme til at dominere bybilledet i en sådan grad, at bygningen vil overskygge både domkirke, bymidte og den ældste industrihavn, hvor eventyret om Aarhus i sin tid begyndte.
Det er ingen kunst at bygge nyt, men det, som først er ødelagt, er evigt tabt og kan ikke genskabes.
Byen er vokset og har udviklet sig gennem århundreder. Lag har føjet sig til lag. Hver tidsepoke har sat sit præg på helheden og bidraget med nyt i respekt for det gamle. Vores bekymring er, at et enkelt årti med økonomisk overskud og vækst og en arkitektur, der meget demonstrativt udtrykker dette med himmelstræbende højhuse, ikke alene kommer til at præge det samlede bybillede på en meget bastant måde, men tager magten fra den historiske by. Mindet 6 vil, frygter vi, læne sig selvhævdende ind over den gamle bykerne med uoprettelige konsekvenser for helheden.
Vi håber derfor, at I som byens vise mødre og fædre vil genoverveje sagen. Og vi vil se frem til, at der udarbejdes troværdige visualiseringer, så beslutningen om højhusprojektet kan tages på et fuldt oplyst grundlag om, hvilken effekt byggeriet vil få på den mest bevaringsværdige del af det historiske Aarhus.
Det er ingen kunst at bygge nyt, men det, som først er ødelagt, er evigt tabt og kan ikke genskabes.