Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det er ikke kun københavnere, der ville have gavn af mere bevægelse

Sundheden i Aarhus ville også have gavn af et hævet anlægsloft.

Artiklens øverste billede
Statsminister Mette Frederiksen, indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek, miljøminister Lea Wermelin og kultur- og kirkeminister Joy Mogensen møder et bordtennisbord ved pressemødet i Hafnia-Hallen i Valby. Her præsenterede de regeringens udspil ”Tættere på – Grønne byer og en hovedstad i udvikling”. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix


Stavgang: Statsministeren og kulturministeren (sådan en har vi faktisk) var omgivet af indendørs beachvolley-sand, teqball-faciliteter, kunstgræs og minifodboldbaner, da de i Hafnia Hallen i Valby præsenterede et af regeringens seneste udspil: ”Tættere på – Grønne byer og en hovedstad i udvikling”. En del af planen er, at Frederiksberg og Københavns kommuner skal have lov at bryde anlægsloftet for at etablere flere haller og andre idrætsfaciliteter til københavnerne. Man har vel også i København truffet folk, der vil have gavn af mere bevægelse, men øjensynligt ikke flere end andre steder i landet. Heller ikke i Aarhus, som også mangler haller og baner.

Her har det nærmest udviklet sig til en selvstændig disciplin at sikre sit barn en plads på svømme- eller gymnastikholdet.

Et af argumenterne for på den måde at prioritere københavnerne er, at der i hovedstadsområdet er lange køer til hallerne. Men samme forhold gør sig gældende andre steder i landet, ikke mindst her i byen. Her har det nærmest udviklet sig til en selvstændig disciplin at sikre sit barn en plads på svømme- eller gymnastikholdet. En disciplin, der kræver en stabil internetforbindelse og hurtige fingre og en disciplin med mange tabere. Socialdemokratiet har travlt med at sikre overborgmesterposten til Sophie Hæstorp Andersen i København, hvor Enhedslisten puster partiet i nakken. Her i byen er partiet mere sikker på borgmesterposten, og måske er det derfor, regeringen ikke finder det anstrengelserne værd også at give Aarhus mulighed for at lægge flere halgulve. Bevægelse er sundt, så måske statsministeren skulle bevæge hovedet væk fra København, også hvad angår idrætspolitikken.

Tomgang: Apropos grænser, så er der efterhånden ingen rammer for, hvad vores byråd åbenbart skal beskæftige sig med. Således blev hjemsendelse af syriske flygtninge i den forgangne uge en sag for de i forvejen belastede byrådsmedlemmer. Enhedslisten (som der i øjeblikket ikke er meget ”enhed” over) havde stillet forslag om, at Aarhus Kommune skulle sende udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye et brev, hvori man ville udtrykke bekymring for Danmarks hjemsendelse af syrere. Det er selvsagt en landspolitisk sag, og byrødderne ville spare sig selv og borgerne for meget ved at holde sig til de lokale forhold. Hvad bliver det næste, de aarhusianske lokalpolitikere skal bruge hinandens tid på; forfølgelse af Rohyngia-folket, manglende klimainitiativer i amerikanske delstater eller trafikale forhold i Toulouse? Alt sammen væsentlige emner - men ikke noget der bør belaste byrådsmedlemmernes i forvejen segnefærdige sagsbunker.



Læs også

Del artiklen