Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Vil du være med til at slippe vores skoler fri?

Artiklens øverste billede
Christian Budde.

Vores aarhusianske skoler tynges af unødig bureaukrati. Statslig bureaukrati, der tager tid, dræber initiativ og fjerner arbejdsglæde blandt lærerne. De oplever at blive styret og reguleret fjernt fra deres egen virkelighed. I sidste ende går det ud over undervisningen for vores børn.

Det vil jeg have ændret. Men jeg har brug for din opbakning. Lad os arbejde for at gøre Aarhus til en frikommune på skoleområdet.

Som du måske har bemærket, så har Venstre i Aarhus netop søsat vores Børn og Unge-udspil. Vi vil sætte vores skoler fri, så de lokalt kan bestemme meget mere, end de kan i dag. Lærere, skoleledelsen og skolebestyrelsen skal have direkte indflydelse på, hvad der er rigtigt på den enkelte skole. Jeg mener, det er den enkelte skole, der ved bedst.

Derfor skal de have friheden til at navigere derefter – uden et væld af bureaukrati som følgesvend.

Vi skal væk fra den unødige dokumentation, som blot tager tiden fra det, der er den egentlige kerneopgave: At skabe den bedst mulige folkeskole for vores børn.

I Venstre mener vi, at Aarhus er gået i stå. Der er for få visioner og for få nyskabende idéer. Vi bør have førertrøjen på inden for langt flere områder, også på skoleområdet.

Christian Budde,  borgmesterkandidat for Venstre i Aarhus Kommune

Vi vil sætte skolerne fri. For når vi viser hinanden tillid, sker der ofte rigtig gode ting – også selvom vi har en socialdemokratisk regering, der synes, at kommunale frihedsforsøg er en »lidt vild idé«.

I Venstre mener vi, at Aarhus er gået i stå. Der er for få visioner og for få nyskabende idéer. Vi bør have førertrøjen på inden for langt flere områder, også på skoleområdet. Samtidig har vi en størrelse og national betydning, der helt naturligt bør give os mulighed for at have større råderum - blandt andet på skoleområdet.

Vi har allerede fået positive tilbagemeldinger fra Rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom (SF), der støtter vores idé, om at gøre Aarhus til frikommune på skoleområdet. Men jeg savner din udmelding.

Så kære Jacob Bundsgaard. Er du klar til at stå sammen i en fælles front og argumentere over for regeringen, så vi hurtigst muligt får mere selvbestemmelse ud til vores skoler?

Jeg vil rigtig gerne høre, hvor du, Jacob Bundsgaard, og Socialdemokratiet i Aarhus står i denne sag. Er I mon klar på at lægge et pres på regeringen, så vi kan give de aarhusianske folkeskoler frihed til forskellighed?

Jeg ser frem til at høre fra dig.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Del artiklen