Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Skal vi kaste håndklædet i ringen?

Artiklens øverste billede
Arkivfoto

I 2015 modtog Skraldecaféen, som de første nogensinde, Aarhus Takker-prisen, der blev uddelt af Aarhus Kommune og Lokalavisen. Begrundelsen var, at vi ”bekæmper ensomhed på en måde, der samtidig også er bæredygtig”.

Dette har i forbindelse med corona-pandemien vist sig at være en langt mere rammende beskrivelse, end vi selv var klar over, idet vi i forbindelse med den seneste nedlukning måtte begrave en af vores mest utrættelige frivillige. Ensomheden, da Skraldecaféen måtte lukke for aktiviteter, fik ham til at tage sit eget liv.

Da vi startede initiativet i 2015, anede vi ikke, at vi var i gang med at skabe et Aarhus-ikon. Noget, der er unikt for Aarhus, og som ikke findes noget andet sted i verden. Skraldecaféen var fra starten en kæmpe succes, der udviklede sig i en rasende fart, og i 2017 kom Fællesskabet – Free Fridge Aarhus også til.

Et projekt, der blev skabt i samarbejde med Kaospiloterne, og som er blevet en så vigtig del af det, at være hjemløs og socialt udsat i Aarhus, at det er en fast del af de Poverty Walks, man kan komme på med Foreningen for Oplysning Om Gadeliv. Vi kom hurtigt i mediernes søgelys, akkurat ligesom mange andre organisationer fik øjnene op for, hvad Skraldecaféen kunne.

Således er vi både en del af særudstillingen om politisk aktivisme, der kan ses på Arbejdermuseet i øjeblikket, men vi blev også udvalgt til at repræsentere ikke bare Aarhus, men Danmark, på Discover Your Europe-festivalen, der omhandlede bæredygtig kultur i hele Europa. Og vi har været de første nogensinde til at repræsentere Danmark på Autumn Meetings, i en paneldebat omhandlende urban development.

Skraldecaféen er cementeret som et stykke unik aarhusiansk kultur med fokus på bæredygtighed og FNs 17 verdensmål. Vi bruger madspild som et værktøj til at bekæmpe hjemløshed, sult, fattigdom, ensomhed og psykisk sårbarhed. Men hvorfor så snakken om at kaste håndklædet i ringen, når projektet er en så stor succes?

Sagen er den, at selvom rigtig mange har stor sympati for det, vi gør, så er den økonomiske opbakning ikke fulgt med vores succes. Og med udviklingen af projektet er der også kommet driftsudgifter til. Mange mennesker i Aarhus har benyttet sig af de muligheder, der er i Skraldecaféen, for eksempel i forhold til at få nytte af den overskudsmad, der dagligt leveres til os, eller fællesskabet omkring at være frivillig hos os.

Men de færreste er klar over, at vi betaler Aarhus Kommune for at gøre brug af den matrikel, vi er på. En matrikel i Jægergårdsgade, der på nuværende tidspunkt bedst kan beskrives som Aarhus’ dyreste p-plads, idet der hverken er lagt kloak eller vand ind, og strøm har vi fået lov at låne fra vores fantastiske naboer hos Reuse. Hvis vi vil have kloak og vand på matriklen, skal vi selv betale for at få det etableret.

En udgift, der løber op i over en kvart million. Så selvom Aarhus Kommune ganske vist har bevilliget os §18-midler, så er det slet ikke i nærheden af, hvad det vil koste at gøre matriklen klar til at kunne bruges til andet end parkering, og de midler ryger derfor bare direkte i et sort hul. Bogstaveligt talt.

Vi var ellers så småt begyndt at etablere en indtægt til at kunne drive projektet, blandt andet ved at afholde workshops og holde oplæg. Men så ramte Covid-19. Og alle muligheder for indtjening forsvandt som dug for solen. Det har ikke været muligt at finde nye, holdbare indtjeningsmuligheder, og selvom fremtidsvisionerne og vores planer for udvikling er store, så er kassen snart tom.

Vi har ikke kunnet få økonomisk hjælp fra nogen hjælpepuljer, da vi ikke hører ind under noget af det, de dækker – det er ulempen ved at være first mover på noget, der ikke er blevet gjort før. De fonde, vi søger, takker pænt nej til at hjælpe, når det er driftsmidler, vi mangler, og ikke materielle ting, de kan sætte deres navn på, ligesom det heller ikke er lykkedes at finde lokale investorer.

At få yderligere hjælp fra Aarhus Kommune har vi opgivet. Ikke fordi Aarhus Kommune ikke har sympati for vores arbejde, for det har de i høj grad – men kun så længe, vi kan klare os uden at være økonomisk afhængige af kommunale midler. Derfor overlever vi lige nu en måned af gangen på de donationer fra private, der kæmper for at hjælpe med at holde os kørende. Men den løsning er ikke holdbar. Det er stressende, aldrig at vide, om vi også har til at betale vores udgifter næste måned.

Det giver søvnløse nætter og utroligt mange frustrationer. Vi kæmper, men vi er ved at være trætte… Derfor er spørgsmålet: Findes der en løsning, der kan sikre Skraldecaféens fremtid økonomisk? Eller skal vi opgive, kaste håndklædet i ringen og lukke ned for et initiativ, som ellers gavner utroligt mange borgere i Aarhus?

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Del artiklen