Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Politirazziaer skal fortsætte i Aarhus V, indtil kameraerne kommer op

Der er behov for kameraløsninger i Aarhus V i kampen mod vanvidsbilister, mener socialdemokratisk byrådskandidat

Artiklens øverste billede

Tillid er godt, men kontrol er bedre

Ingen, der læser denne avis eller følger med i andre lokale medier, kan være i tvivl om, at det står skidt til med trafikkulturen i Aarhus. Især i Aarhus Vest kan det for os, der bor der, være særdeles risikabelt at bevæge sig ud i trafikken.

Østjyllands Politi skal derfor have stor ros for gennem de seneste måneder at have gennemført en række aktioner i området, som har afsløret, at der både bliver kørt alt for stærkt, ofte over for rødt, og at mange sætter sig bag rattet uden førerbevis. ”Det er jo helt vanvittigt,” som politiinspektør Brian Voss Olsen blev citeret for at sige til Århus Stiftstidende efter en razzia i januar.

Den fuldkommen hensynsløse adfærd i trafikken, som vi i Aarhus Vest på næsten daglig basis er vidner til, skal der sættes en stopper for, inden den koster flere menneskeliv. Skal det lykkes, skal indsatsen gå på to ben. På den korte bane handler det om at få installeret nogle tekniske løsninger, som afslører fartsynderne og på den lange bane at få ændret trafikkulturen. Og her må vi baseret på de hidtidige razziaer konstatere, at der desværre er yngre bilister, der synes helt uden for pædagogisk rækkevidde.

Men vi skylder hinanden og ikke mindst de to unge kvinder, som inden for de seneste par år er blevet kørt ihjel i krydset Åby Ringvej/Edwin Rahrs Vej, at gøre et nyt forsøg. De to helt uskyldige ofre for bilister, der med høj fart kørte over for rødt, må ikke have mistet livet forgæves. Der er nu iværksat en kampagne i Aarhus Vest, og mens vi spændt håber på, at det denne gang vil lykkes, så er det vigtigt at have in mente, at tillid er godt, men at kontrol trods alt er bedre, når det handler om at få folk til at ændre adfærd i trafikken. Det viser alle hidtidige erfaringer med forsøg på at ændre danskernes trafikkultur.

Så herfra skal lyde en kraftig opfordring til politiet om at fastholde de mange kontroller i bydelen, indtil nye tekniske løsninger og fartdæmpende foranstaltninger er på plads. Aarhus er heldigvis blevet udpeget som forsøgskommune for rødkørsel-kameraer, men, fordi løsningen skal i udbud, ser det desværre ud til, at der kan gå op til to år før de kameraer, der skal blitze bilister, som kører over for rødt, kan være på plads. Man bør også overveje på dele af Ringvejen at opsætte de samme faste kameraer, som fra næste år skal blitze vanvidsbilister på Storebæltsbroen og Øresundsbroen. Det må trods alt i et længere tidsperspektiv være økonomisk billigere med kameraløsninger end mandskabskrævende politirazziaer.

I Socialdemokratiet har vi lyskrydset i krydset Åby Ringvej/Edwin Rahrs Vej højt på prioriteringslisten over trafiksikringstiltag, og heldigvis ser SF ud til at være enige. Både en gangbro og en tunnel for gående og cyklister har været bragt i forslag. Teknikrådmanden har også tidligere ytret sig positivt om gangbro-løsningen og tager et prisoverslag fra Cowi på 52-60 millioner kroner med til drøftelse i kommunens trafiksikkerhedsudvalg i april. Det er en dyr løsning, men som med coronaen kan man ikke gøre menneskeliv op i penge.

Den nødvendige og bedste løsning skal derfor findes. Og derfor er det stærkt bekymrende, når Simsek 3. marts i Århus Stiftstidende, og altså allerede inden gangbroen har været drøftet i udvalget, lufter tanken om at skippe sikringen af krydset til fordel for nye cykelstier i oplandet.

Jeg håber, at et politisk flertal i byrådet er af en anden mening. Jeg betvivler ikke, at der andre steder i kommunen er behov for investering i cyklisters sikkerhed. Det bør blot ikke ske på bekostning af en bydende nødvendig sikring af Ringvejskrydset i Aarhus Vest.

Læs også

Del artiklen