Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Vanvidsbilister skal fanges, før de dræber

DF'er kræver større bøder og fængselsstraffe ved gentagelser til vanvidsbilister

Artiklens øverste billede
I krydset på Edwin Rahrs Vej/Åby Ringvej er der på to år sket to trafikdrab. Begge gange er det de bløde trafikanter, der har måttet betale den højeste pris.

To unge kvinder har med to års mellemrum mistet livet i et lyskryds i det vestlige Aarhus. Begge kvinder blev dræbt i samme fodgængerfelt på Åby Ringvej ved Edwin Rahrs Vej i det vestlige Aarhus. Ved begge ulykker kørte gerningsmanden ifølge Østjyllands Politi for stærkt og over for rødt.

I den første sag er der faldet dom. Gerningsmanden, en 32-årig mand med udenlandsk statsborgerskab, kørte for stærkt og over for rødt og ramte og dræbte 21-årige Ida Philbert Vangsø Ottzen. Gerningsmanden fik blot 30 dages fængsel og et års frakendelse af kørekortet. I min optik er det en latterlig lav straf.

I løbet af uge 7 har TV2 Østjylland sat fokus på ulykken med en mini-dokumentar. I den møder man Idas familie og venner, som sidder målløse tilbage over den lave straf. Det forstår man godt. En ung kvinde, som har hele livet foran sig, mister livet, fordi en mand vælger at køre for stærkt og over for rødt. Og det koster ham kun 30 dage af sit liv.

En hårdere straf vil ikke bringe Ida tilbage. Men det vil give retfærdighed og sende et klart signal til en gerningsmand, som tydeligvis er ligeglad med færdselsloven. TV2 Østjylland afdækker nemlig, hvordan han har intet mindre end 11 færdselsrelaterede domme bag sig - heraf to domme for at have kørt over for rødt.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Jakob Søgaard Clausen er 1. suppleant til Aarhus Byråd for Dansk Folkeparti.

I retten ville gerningsmanden heller ikke påtage sig ansvaret og nægtede sig skyldig. Det var retten dog ikke enig i. Men dommeren valgte ikke at følge anklagerens påstand om, at der var tale om særlig hensynsløs kørsel (vanvidskørsel), og derfor fik gerningsmanden den lave straf. Men hvis det at køre over for rødt og for stærkt ikke er særlig hensynsløs kørsel - hvad er så?

Socialdemokratiet og SF i Aarhus Byråd foreslår nu, at der sættes en gangbro op i krydset. En bro, som vil koste et sted mellem 52 og 60 millioner kroner at anlægge.

Men det løser ikke de grundlæggende problemer, som der er med vanvidsbilister i området. Det er ikke krydset, det er galt med, men derimod de bilister, som er fuldstændig ligeglade med færdselsloven. Det har været et problem i mange år, mens både Socialdemokratiet og SF har siddet på hænderne.

Med forslaget om at anlægge en gangbro fratager Socialdemokratiet og SF helt ansvaret fra vanvidsbilisterne.

Vanvidsbilisterne skal i stedet jages og fanges, før de dræber.

Løsningen må derfor i stedet være automatiske fotofælder i lyskryds og på vejene, større bøder, fængselsstraf ved gentagelser, konfiskation af bilerne og udvisning af landet, hvis man som udenlandsk statsborger gentagende gange begår alvorlige lovovertrædelser i trafikken. Vi skal ikke blive ved med at finde os i vanvidsbilisternes hensynsløse kørsel.

Læs også

Del artiklen