De bedste vinterdæk bremser bedre

Bremselængden skiller top og bund i test af 34 vinterdæk. Gå efter dæk, der passer bedst til våde danske veje, lyder anbefaling fra FDM.

Artiklens øverste billede
Hvis man skal køre i vinterføre, er vinterdæk et must. Men de sikrer også et bedre vejgreb på de kolde våde veje. Foto: FDM/ADAC

Det virker som en menneskealder siden, vi sidst havde en rigtig sneklædt og frostfuld vinter. Derfor kan det virke abstrakt at tale om vinterdæk, og helårsdæk vinder da også frem.

Alligevel kan der være sund fornuft i at skifte til vinterdæk og i givet fald gå efter de bedste. Der er nemlig stor forskel mellem top og bund, hvor især bremselængden skiller fårene fra bukkene.

Det viser en ny stortest af 34 vinterdæk i størrelserne 15-tommer (195/65 R15), der passer til biler som Opel Astra og VW Golf samt 17-tommer (225/50 R17), som passer til biler som Audi A4 og BMW 3-serie.

Det er FDM, der sammen med de europæiske bilklubber, har kørt dækkene gennem tests på anlæg i Tyskland og Italien, mens egenskaberne i sne er prøvet af på de hvidklædte veje i Finland. Ydermere har folkene bag kørt 15.000 km på dækkene for at teste deres slidstyrke, mens støj, rullemodstand og brudstyrke er målt på et laboratorium.

Våde vintre stiller andre krav

Sne og is er dog ikke alt. Vi husker nok alle vintre, som mere er våde og med temperaturer omkring frysepunktet. Derfor er vinterdækkenes egenskaber på netop tørre og våde veje lige så vigtige.

Det skyldes blandt andet, at man i mange tilfælde kører med højere fart, når der ikke er sne på vejene. Det er da også ved test af egenskaberne lige her, at mange vinterdæk mister vigtige point i det samlede resultat.

Søren W. Rasmussen, der er bilteknisk redaktør hos FDM, pointerer vigtigheden af dette område.

»Et godt vinterdæk skal ikke bare have gode egenskaber i sne, men i lige så høj grad på våd og tør vej ved lave temperaturer. Tidligere har dækproducenterne haft svært ved at kombinere de vigtige egenskaber, men som testen af især 15-tommer-dækkene viser, har flere af dem nu fået knækket den kode. I alt fire dæk udmærker sig her, mens der er en stor mellemgruppe, som også klarer sig godt i de fleste kategorier. Kun et dæk falder helt igennem med skuffende egenskaber på især tør vej,« siger Søren W. Rasmussen.

Stor forskel

Lige som de andre gange er dækkene testet på 23 punkter fordelt på fem hovedkategorier. Kategorierne vægtes dog ikke lige højt, da nogle egenskaber er vigtigere end andre. Det gælder netop egenskaberne på våd vej, der ofte adskiller de gode dæk fra de dårlige.

»Det ses tydeligt i testen af 17-tommerdækkene, hvor to dæk dumper på sne og våd vej. Her skulle gruppens dårligste dæk, Linglong Green-Max Winther UHP, bruge 11 meter mere end testens bedste, Bridgestone Blizzak LM005, på at bremse helt ned fra 80 km/t. Det svarer til, at bilen med Linglong-dæk kørte 40 km/t., da bilen med Bridgestone-dæk holdt stille. Så selvom vinterdæk er bedst i vinterføre, er der stor forskel på de bedste og dårligste,« siger Søren W. Rasmussen.

Af de 18 testede 17-tommerdæk udmærker de tre sig, og to falder helt igennem, mens de 13 øvrige klarer sig til bedømmelsen middel.

»Bremsetesten på våd vej viser, hvorfor FDM anbefaler, at man altid går efter vinterdæk, der klarer sig godt i den disciplin. Ikke mindst fordi de danske vinterveje ofte er mere våde end hvide. Står man og skal købe vinterdæk, er det derfor en god idé at dykke ned i vores test, før man beslutter sig for, hvilke dæk man skal købe,« siger Søren W. Rasmussen.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen