Stor import af nyere brugte elbiler fra Tyskland

Der er importeret hele 2.800 brugte elbiler i første halvår af 2021. Her topper Tesla Model 3.

Artiklens øverste billede
VW e-Golf har nogle år på bagen. Men den er stadig eftertragtet som brugt, og der kom 400 stk. til landet i årets seks første måneder. Foto: VW

Danskerne er ikke alene vilde med nye elbiler, der er også en stor import af nyere brugte elbiler, som hurtigt er kommet ud på de danske veje. Det viser en specialkørsel over import af brugte elbiler, som Motorstyrelsen har lavet for os. Den viser, at der i første halvår af 2021 er importeret hele 2.800 elbiler.

Til sammenligning blev der indregistreret 7.400 nye elbiler i samme periode.

Den mest importerede bil er Tesla Model 3 med 998 stk., som ligger i front på top-20-listen over de mest importerede modeller og følges af den aldrende VW e-Golf med 409 stk. samt den ligeledes bedagede BMW i3 med 223 eksemplarer.

Interessant nok er der i samme periode indregistreret 1.107 nye Tesla Model 3 herhjemme.

Der er altså solgt næsten lige så mange importerede modeller.

Her er dog også hentet 93 Mercedes EQC, 90 Audi e-tron, 79 Tesla Model S, 61 VW ID. 3, 59 Mini Cooper SE, 30 Peugeot e-208 og 20 Fiat 500e hjem. Til gengæld er der ingen VW ID. 4, som ellers var den mest solgte elbil herhjemme i første halvår, på top-20-listen over de importerede biler.

Tyske tilskud tæller

Jan Lang, der er analytiker hos Bilbasen, ser mange importerede elbiler til salg. Han er dog forbavset over, at antallet er så stort, og at der især er kommet så mange Tesla Model 3 til landet.

»Det er overraskende, at der er så mange Tesla Model 3 i et så stort et antal. 1.000 biler er mange.

Men det viser også, at de tyske tilskudsordninger har en effekt på det danske marked, og at der er en efterspørgsel herhjemme,« siger han.

Det er nemlig i vid udstrækning tyske biler, som danske forhandlere henter hjem. Men en del danskere importerer også selv bilerne direkte.

Jan Lang konstaterer dog også, at top-20-listen viser et meget alsidigt felt.

»Det er en bred vifte af biler fra mange forskellige mærker og segmenter. Renault Zoe overrasker mig med, at der er så mange. Omvendt er det jo også interessant med Mercedes EQC og Audi e-tron i så højt et antal,« siger han.

Jan Lang peger på to hovedårsager til, at de brugte elbiler har fået så godt fat. Det handler om lavere priser og for visse modeller om levering, der er hurtigere end ved bestilling, der kan byde på ventetider, som måske er et halvt år. Jan Lang vurderer, at man kan spare 20.000-60.000 kr. på bilerne alt efter model.

Som et klart eksempel nævner han Tesla Model 3 Standard Range, der har en rækkevidde på 448 km. Her finder han et eksemplar fra juni 2021, der har kørt 2.000 km og står til 344.000 kr.

Det er mindst cirka 55.000 kr. under prisen på en ny. Denne model er ekstraordinær billig, fordi den i Tyskland får et ekstra tilskud, da prisen på de kanter starter fra under 40.000 euro.

Jan Lang vurderer da også, at importen over en kam vil fortsætte indtil videre.

»Det her bidrager til den grønne omstilling og viser, at brugtbilkøberne også er interesseret i at skifte til elektriske biler,« siger han.

Vær opmærksom

Der er dog en række ting, som du skal være opmærksom på ved import af en brugt elbil. Specifikationerne kan nemlig være anderledes i udenlandske modeller. Hvis bilen ikke har varmepumpe, som mange har på det danske marked, kan det koste lidt i rækkevidde. Tjek også, om bilen har varme i rat og sæde.

Et vigtigt punkt er opladehastighed hjemme og ved lynladere ude i byen. Få klarlagt, om bilen kan lade med det samme antal faser og samme hastighed som de danske modeller. Tjek også, om bilen har fået de seneste softwareopdateringer, og vær ved ældre biler især opmærksom på batteriets tilstand og garantibetingelser.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen