Italiensk kultmærke indtager Danmark

Dallara, der herhjemme er mest kendt for at have bygget Kevin Magnussens Formel 1-racer, gør sit indtog med en supersportsvogn.

Artiklens øverste billede
Direktør Lars Bjørnbak, tv., og salgsansvarlig Lasse Kristensen fra My Garage med den første Dallara Stradale. Foto: My Garage

Et nyt bilmærke i den helt eksklusive ende gør nu sit indtog på det skandinaviske marked med Danmark som afsæt. Vi taler om Dallara, som gennem årtier har været kendt i motorsportskredse. De konstruerer bl. a.

Formel 1-biler til Haas, som Kevin Magnussen kørte for i en årrække, men vil nu bredere ud.

Det sker med den topersoners roadster kaldet Stradale. Den nye model kommer, når My Garage i Vejle nu åbner som skandinavisk forhandler for mærket. I forvejen har My Garage salgsagentur for Morgan, McLaren, Kalmar, Rolls-Royce og Lotus.

Ifølge Lars Bjørnbak, som er direktør for My Garage, skal mærket være med til at underbygge stedet som et samlingspunkt for sportslige biler.

»Forhandlingen af Dallara er en del af vores strategi om at blive et motormekka for bilentusiaster i hele Norden. Med Dallara er vi endnu et skridt tættere på at kunne tilbyde kunderne alt det bedste fra den automotive verden,« siger han.

Markant forhistorie

Her er Dallara Stradale et bud på en hurtig og sportslig bil med en markant forhistorie.

Mærket blev grundlagt i 1959 af Giampaolo Dallara, der efter at have arbejdet for Ferrari, Maserati, Lamborghini og De Tomaso fortsatte drømmen om at udvikle og producere racerbiler i sit eget navn og selskab. Dallara har nu gennem flere årtier produceret biler og kulfiberkomponenter for stort set alle de kendte superbilers mærker og forskellige racerbiler i hele verden.

Her har man etableret sig som en af verdens førende motorsportschassiskonstruktører. Det gælder bl. a. i Indycar eller Formel 2 og Formel 3, hvor stort set alle bilerne er konstrueret af Dallara.

Og altså også Formel 1.

Her er især ekspertise inden for kulfibermaterialer og aerodynamik ved hjælp af vindtunnel.

Dallara Stradale fokuserer også på dynamik og høj downforce, lover firmaet. Modellen kom på markedet for et par år som en mere civiliseret gadebil.

Den er udstyret med en firecylindret Fordmotor, som leverer 400 hk og giver bilen en topfart på 280 km/ t., mens 0-100 km/ t. klares på meget hurtige 3,25 sek. Prisen starter fra 159.000 euro ekskl. moms og evt. danske afgifter for modellen, der kun produceres i 600 eksemplarer.

Det første eksemplar er solgt til en dansker, og flere andre har vist interesse i produktet.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen