Så vild bliver Audis fremtid

Audi har præsenteret den første af tre konceptbiler, der skal afsløre lidt af fremtidens elbiler. Den hedder Skysphere-concept og er ikke en helt almindelig Audi.

Artiklens øverste billede
Den nye Audi Skysphere-konceptbil skal være med til at vise, hvad Audi kan, når det gælder elbilernes verden, så man kan bl. a. regulere akselafstanden med tryk på en knap. Fotos: Audi

Fremtiden er elektrisk, også hos Audi.

Hos Audi fejrer designerne de nye elbiler, der giver hidtil uhørte muligheder for at indrette kabinen på ny.

Borte er de dage, hvor designerne skulle lave plads til en stor forbrændingsmotor, en lige så omfangsrig gearkasse og måske en kardanaksel løbende gennem hele interiøret i en tunnel.

Tag bare det nye Skysphere-koncept. Her er der tale om en gigantisk elektrisk roadster, og det er første skud på stammen, der i næste måned også bliver til et såkaldt Grandsphere-koncept, der er en forsmag på en afløser til den nuværende Audi A8, men rent elektrisk.

I løbet af næste år kommer tyskerne så med Urbansphere, der vil være en slags krydsning mellem en SUV og en MPV.

I første omgang fokuserer Audi på den mere end fem meter lange roadster, hvor det udvendige design med lang front er inspireret af den klassiske Horch 853 fra Audis egen fortid.

Indvendigt er sagen dog en helt anden. Idéen er at lave to biler i én, og Audi sætter alt ind. Det er således muligt at justere bilens akselafstand og dermed vælge, om man vil køre i en luksuriøst gran tourer eller en mere sportslig udgave med kortere afstand mellem akslerne og dermed en mere dynamisk kørestil.

I modsætning til den gigantiske Horch, der kørte med ottecylindret rækkemotor og hele fem liters slagvolumen, så er Skysphere udstyret med elmotor med 465 kW eller lige godt 620 hk. Til gengæld er der kun en af slagsen og dermed kun baghjulstræk.

Interesserede skal dog ikke glæde sig for tidligt, for Skysphere kommer ikke i produktion i sin nuværende form, siger Audi.

Den kommende Grandsphere vil være lidt mere virkelighedsnær. En stor femdørs coupé, til dels samme koncept som i den kendte A7, men større og med opsigtsvækkende design.

Den får ifølge Audi også et interiør, der ikke bare er rummeligt, men også ”ekstremt komfortabelt”, især for føreren.

Dette er særligt vigtigt, da bilen er designet til autonom kørsel på niveau 4, hvor føreren under visse omstændigheder kan læne sig tilbage og lade bilen køre sig selv.

Audis chefdesigner, Marc Lichte, har for nylig erkendt, at A8-modellen aldrig har været så succesfuld som Mercedes S-Klasse, og det er den medvirkende årsag til, at man vil prøve noget helt nyt med afløseren.

Kæmpe projekt med Bentley og Porsche

Alle koncepterne er udviklet under det såkaldte Artemis-projekt, der blev etableret sidste år for at accelerere den elektriske udvikling og for at frigøre sig fra den store organisation, der normalt udvikler biler. Og i hvert fald den store Grandsphere skulle komme i produktion i 2025.

Lignende modeller bliver udviklet for Bentley og Porsche under Landjet-betegnelsen. For Bentleys vedkommende vil der være tale om mærkets første elbil, der kommer i 2025.

Til gengæld står det ikke helt klart, hvor Landjet-projektet står hos Porsche, men det mest sandsynlige er, at det bliver en afløser til den nuværende Panamera, der også står til udskiftning, når vi nærmer os 2025.

Selvfølgelig skal moderfirmaet, Volkswagen, også have en topmodel, og den skulle lande i 2026 med Volkswagens nye platform kaldet SSP, der vil dele elementer med Landjet-modellerne.

Landjet-navnet skal referere til fokus på interiøret, der tilbyder ”førsteklasses” luksus, der ligner det, man finder i et privat jetfly.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen