Den store og klassiske Rolls-Royce Phantom har et kraftigt batteri på 120 kWh. Det giver en rækkevidde på over 400 km. Foto: Lunaz

Den store og klassiske Rolls-Royce Phantom har et kraftigt batteri på 120 kWh. Det giver en rækkevidde på over 400 km. Foto: Lunaz

Klassisk Rolls-Royce i en strømdrevet version

Engelsk firma er klar med ombygning af klassiske Rolls-Royce-modeller til eldrift. Priserne ligger i den høje ende af millionskalaen

Af
Jens Overgaard

Rolls Royce Nogle vil nok kalde det helligbrøde. Men ikke desto mindre er det engelske firma Lunaz nu klar med en pakkeløsning, som omfatter ombygning af en klassisk Rolls-Royce-model til eldrift.

Det første projekt omfatter en Phantom V fra 1961, men firmaet kan også klare de klassiske Silver Cloud-modeller fra 1960'erne og 1970'erne - både som sedan, todørs coupé og cabrioleten Drophead Coupé.

Her udskiftes de klassiske 6,75 liters V8-motorer, som der er i de fleste af Phantom-og Silver Cloud-modellerne med undtagelse af 4,9 liters, sekscylindrede rækkemotorer i få Silver Cloud'er, med en drivline, som omfatter et batteri på 80 kWh i Silver Cloud og hele 120 kWh i Phantom.

Det skulle medføre rækkevidder for begge på over 383 km på en opladning, lover Lunaz, der i helt klassisk Rolls-Royce-stil fra fortiden ikke opgiver effekten, der dengang blev oplyst som "tilstrækkelig".

Ombygningen, der starter fra 350.000 pund (2.891.000 kr.) for en Silver Cloud plus afgifter samt donorbilen og fra 500.000 pund (4.313.000 kr.) for en Phantom, er dog lang mere omfattende.

Hele bilen renoveres nemlig, så den fremstår som ny. Men med respekt for håndværket i det oprindelige interiør.

Gennemført renovering

Den Phantom, der i første omgang vises, er renoveret ned til metallet, som er tjekket med 3D-teknologi og lakeret i den originale totonede farve med Midland Grey i toppen og Cinereous Grey på den nedre del. Indendørs er kabinen renoveret med nye lædersæder med sidepipings, træværk og alpakauld, der er mere sjældent end kashmir og blødere end lambswool.

Samtidig er der nu flerzonet klimaanlæg, personlige skærme og et drinkskøleskab, som designes efter kundens ønsker. Det vides ikke, hvornår den første kundebil vil være på gaden.

Publiceret 12 September 2020 10:00