Euro NCAP tester nu i højere grad sidekollisioner, som medfører fleste dræbte. Her kan en ekstra airbag forebygge, at fører og passager slår hovederne sammen. Foto: Euro NCAP

Euro NCAP tester nu i højere grad sidekollisioner, som medfører fleste dræbte. Her kan en ekstra airbag forebygge, at fører og passager slår hovederne sammen. Foto: Euro NCAP

Det bliver sværere for nye biler at få topkarakter i sikkerhedstest

Krav om bedre beskyttelse med flere airbags, automatisk nødbremse ved bakmanøvrer før nye biler kan hente de maksimale fem Euro NCAP-stjerner

Af
Jens Overgaard

sikkerhed Kravene til at kunne smykke sig med de maksimale fem Euro NCAP-stjerner strammes endnu en gang. Det sker fra den anden side af sommerferien, hvor både test og sikkerhedsudstyr får et løft.

"Grundlæggende ser man ikke hovedsagelig på føreren, men også i højere grad på, hvordan de ombordværende påvirker hinanden, men der tages også mere højde for de bløde trafikanter, ligesom man ser mere på, hvor aggressiv bilen er over for andre bilister ved et sammenstød," siger bilteknisk redaktør Søren W. Rasmussen fra FDM, som er dansk medlem i Euro NCAP. Euro NCAP har løbende haft øje for bagsædepassagerer og børn.

Nu sker der en opgradering foran, hvor der rent praktisk bliver givet point for udstyr som en ekstra midterairbag. Den vil bl. a. ses i den nye Toyota Yaris, som formentlig vil være en af de første modeller, som testes efter de nye retningslinjer.

Bilen har en midtercentreret airbag, som er placeret i førersædet, og som forhindrer, at fører og forsædepassager kan slå hovederne sammen ved en sidekollision.

"Da der er airbags foran, i dørsiderne samt knæairbags og nu i midten, vil fører og forsædepassager på den måde være pakket ind 360 grader rundt," forklarer Søren W. Rasmussen.

Overvågningssystemer

Netop sidekollision er en af de hyppigste årsager til dræbte og tilskadekomne i trafikken, hvor man bl. a. ser, at fører og forsædepassager slår hovederne sammen.

Der vil nu også blive givet point for biler, som har en bagudvendt automatisk nødbremse, der altså kan reagere på de bløde bilister ved bakmanøvrer, det samme gælder nye overvågningssystemer, som reagerer, hvis føreren er ved at falde i søvn eller roder med sin mobiltelefon under kørslen.

"Uopmærksomhed er en medvirkende årsag i alt for mange trafikulykker. Derfor er det positivt, at Euro NCAP's skærpede krav til nye biler nu også omfatter overvågning af førerens opmærksomhed under kørslen, ligesom ansvaret for sikkerheden omkring bløde trafikanter er en naturlig udvidelse af bilernes sikkerhedszoner."

Bedre testdukkerMens de såkaldte frontaltests er foregået ved, at bilerne er kørt ind i mur, er der nu også tests, hvor en ny mobil testbarriere bevæger sig med samme hastighed som bilen, som den rammer frontalt, hvilket giver et mere realistiske billede. Samtidig får verdens mest avancerede crashtestdukke, kaldet "THOR", nu plads i bilen.

Begge dele skal være med til at give et mere præcist billede af ikke bare beskyttelsen af føreren og passagererne i bilen, men også vurdere, om den testede bil rammer en modkørende bil unødigt hårdt.

"Det er glædeligt at se, at den nye test bedre afspejler virkeligheden på vejene og er med til at øge sikkerheden. Ikke bare for dem, der sidder i bilen, men også for dem, der evt. måtte blive involveret i en ulykke," siger Søren W. Rasmussen.

Publiceret 03 June 2020 13:13