Peugeot har et fint lager af modeller som den nye 2008' er hjemme og kan også levere, oplyser importøren. Foto: Peugeot

Peugeot har et fint lager af modeller som den nye 2008' er hjemme og kan også levere, oplyser importøren. Foto: Peugeot

Der er nye biler på lager – men stor uklarhed om bestillinger

Langt de fleste bilproducenter er underdrejede som følge af corona-krisen. De store importører har biler på lager, men der er hovedsagelig uklarhed om bestilte biler til danskerne

Af
Jens Overgaard

MOTOR Der er nye biler på lager, men usikkerhed om leveringerne, hvis du går efter en bestemt model eller variant.

Sådan lyder meldingerne fra en række store bilimportører, der alle påvirkes af den altoverskyggende coronakrise, som giver store konsekvenser i bilbranchen, hvor en række mærker har lukket ned for produktionen i Europa. Det gælder blandt andet VW, Toyota, Ford, Renault, PSA, BMW, Mercedes og mange flere.

Leveringstiden usikker

Foråret er normalt højsæson for bilsalget, derfor har mange importører fået biler hjem, eller har dem på vej. Men leveringstider på bestilte modeller er usikre. Det gælder blandt andet hos Volkswagen.

»Vi har et lager af biler, så vi omgående kan levere størstedelen af modellerne i Volkswagens modelprogram. Med hensyn til leveringstider på bestilte biler er det svært at sige noget nærmere, da vi jo ikke ved, hvornår fabrikken starter produktionen op,« lyder det fra Thomas Hjortshøj, der er pressechef hos Volkswagen.

En næsten ensartet melding kommer fra Anders Tystrup, som er pressechef hos Toyota Danmark.

»Umiddelbart ser leveringssituationen fornuftig ud. Lige nu er lagrene godt med, og vi oplever p. t. ingen forlængede leveringstider på vores modeller. Jeg vil dog ikke afvise, at det kommer til at ske i fremtiden alt efter varigheden af covid-19-krisen,« siger Anders Tystrup.

Hos Peugeot, Citroën og DS konstaterer pressechef Hanne Sørensen, at der p. t. også er biler på lager til levering.

»I forhold til levering ser det fint ud. Det gælder for alle mærker, at vi både har biler og reservedele på lager,« siger Hanne Sørensen.

Bestillinger og leverancer er ifølge hende p. t. ikke påvirket af coronakrisen. Her er mange allerede bestilte biler på vej, og leveringstiden en enkelt til seks måneder afhængig af variant. Men Hanne Sørensen pointerer, at der med kort varsel kan ske ændringer i de prognoser.

Ford har et bredt udvalg på lager og forsyninger på vej hjem af den nye Kuga PHEV. Men leveringstiden ventes at blive forlænget. Foto: Ford

Ford har et bredt udvalg på lager og forsyninger på vej hjem af den nye Kuga PHEV. Men leveringstiden ventes at blive forlænget. Foto: Ford

Ny model på vej

Hos Ford er der også gode lagerbeholdninger, fortæller Lene Dahlquist, som er pressechef.

»Ford har p. t. godt med biler på lager af alle vores personbiler og et bredt udvalg af varianter.

Vi har også biler på vej hjem, som er produceret, inden fabrikkerne lukkede midlertidigt ned for produktionen,« siger Lene Dahlquist og fortsætter: »Vi kan ikke garantere, at alle varianter og farver er mulige at få til hurtig levering, men overordnet set er situationen god,« siger Lene Dahlquist, som dog peger på, at der er udfordringer: »Ønsker kunden noget, vi ikke har på lager eller på vej hjem, er leveringstiden p. t. ukendt,« siger hun.

Specifikt for den nye og hypede Kuga PHEV gælder, at den fortsætter med at sælge i stort antal, og her er meldingen, at Ford har biler på vej hjem, men importøren forventer, at leveringstiden øges i den kommende tid, da produktionen af denne også er midlertidigt stoppet.

Publiceret 01 April 2020 13:58