E&P Huset ved Karen Blixens Boulevard har dannet rammerne for mange arrangementer siden det blev bygget i 2015. Det er blandt andet herfra, at kommunen arrangerer guidede ture i området.

E&P Huset ved Karen Blixens Boulevard har dannet rammerne for mange arrangementer siden det blev bygget i 2015. Det er blandt andet herfra, at kommunen arrangerer guidede ture i området. Foto: Mikkel Berg Pedersen /Ritzau Scanpix

Kommunikations-kaos i Gellerup:

Tre medarbejdere er opsagt

E&P Huset, der skal informere beboerne i Gellerupparken om Helhedsplanen og nedrivninger, har afskediget dets tre medarbejdere

Af
Louise Nyvang Burmeister

Byudvikling Omdrejningspunktet for informationer om nedrivninger af boligblokke i Gellerup har været en lille, rød containerbygning ved Karen Blixens Boulevard. Det er her både lokale og udefrakommende interesserede har kunnet få svar på spørgsmål om de store ændringer, boligområdet netop nu går i gennem.

Nu er stedets tre medarbejdere blevet opsagt, og fremtiden for kommunikationshuset er uvis.

Direktøren for Brabrand Boligforening, der driver E&P Huset med et driftstilskud fra Aarhus Kommune, bekræfter, at medarbejderne er blevet opsagt:

"Det er stærkt ubehageligt og stærkt beklageligt", siger Keld Laursen.

Også Abdinasir Jama Mohamed, der er formand for Gellerupparken, ærgrer sig over, at huset er i fare for at lukke.

"Det er jeg meget ked af. Huset er et sted, hvor mange forskellige mennesker mødes og får informationer om Helhedsplanen. Lokale foreninger mødes også i huset, og det har tit været svært at få et lokale, fordi det har været populært og dermed booket," siger Abdinasir Jama Mohamed, der også sidder i foreningsbestyrelsen i Brabrand Boligforening.

Kold luft

Ifølge formanden for Gellerupparken er man havnet i denne situation, fordi der lige nu er kold luft mellem Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening på grund af en advokatundersøgelse, som kommunen har sat gang i af Brabrand Boligforening.

Kommunen vil have placeret et ansvar for, at der i forbindelse med Helhedsplanen har været en ulovlig praksis. Boligforeningen har ikke haft de fornødne godkendelser fra kommunen i hus, før renoveringer er sat i gang.

"Kommunen og boligforeningen har været ret meget uvenner. Og de har ikke kunnet finde ud af at sætte sig ned og finde en løsning på, hvordan E&P Huset skal fortsætte. Det er den melding, jeg har fået, når jeg har spurgt ind til det i foreningsbestyrelsen," siger Abdinasir Jama Mohamed.

Spørger man Keld Laursen, er grunden til afskedigelserne dog ganske enkelt, at pengene simpelthen ikke er der mere.

"Den Helhedsplan, vi har arbejdet med siden 2011, er nu ved at være afsluttet. Nu skal vi til at arbejde med Helhedsplan 2,0, og finansieringen af den er endnu ikke på plads. Derfor er vi nødt til at vise rettidig omhu og varsle over for disse medarbejdere, at nu er arbejdet sat i bero, fordi der ikke er flere projektpenge. Økonomisk er det sund fornuft, at man ikke kan bruge penge, man ikke har. Der er en lille pause, og det er her, E&P Huset kan blive klemt. Men vi arbejder på at finde en afklaring, så vi kan arbejde videre med kommunikationsindsatsen," understreger Keld Laursen.

Der er vel stadig i høj grad behov for at kommunikere om den nye Helhedsplan og de fortsatte nedrivninger?

"Meget peger i retning af, at vi skal fastholde kommunikationsindsatsen i Gellerup, men om det bliver i form af E&P Huset eller i et andet format, det kan vi ikke sige noget om. Det er ikke afklaret endnu," siger Keld Laursen.

E&P Huset er sponsoreret af entreprenørfirmaet Enemærke og Petersen, og Aarhus Kommune har givet et driftstilskud på en million kroner årligt. Det fremgår af et bilag til 'Økonomisk Overblik over Aftale om udsatte boligområder' fra juni 2019. Kommunen har derudover afsat en million kroner til flytning af E&P Huset i 2019 og forudser en merudigft på 400.000 kroner årligt over de kommende fire år.

Det fremgår ligeledes af bilaget, at kommunen pt. overvejer om det økonomisk er 'mere optimalt at placere informationsfunktionen et andet sted i området'.

Borgmester Jacob Bundsgaard (S) har tidligere meldt ud til Lokalavisen Aarhus, at han mener, at kommunikationen i forbindelse med nedrivningerne af boligblokke i Gellerup/Toveshøj og Bispehaven skal styrkes. For et år siden besluttede byrådet at hæve udgiften til 'rådgivning, kommunikation og borgerinvolvering' i forbindelse med yderligere nedrivninger fra 800.000 kroner årligt til 1,6 millioner kroner årligt.

Det har i denne omgang ikke været muligt at få en kommentar fra borgmesteren.

Fakta: E&P Huset

Oprindeligt hed E&P Huset Instant One. Det røde cirkelformede aktivitets- og informationshus er bygget af skibscontainere og er lige nu placeret ved Karen Blixens Boulevard, ved siden af Gellerupbadet. Tanken har været, at huset, der nemt kan flyttes, skulle placeres et andet sted i Gellerupparken, når byggeriet af det nye Sports og Kulturcampus går i gang.

Publiceret 04 October 2019 14:00