Fodboldlinien er også for piger.

Fodboldlinien er også for piger.

Ny fodboldlinie i gymnasiet får assistance fra superliga-træner

På Langkær Gymnasium i Tilst præsenterer man nu en helt ny linie, hvor eleverne både bliver studenter på normal tid og får udviklet deres fodboldtalenter.

Af
Af Erling Baastrup

"Man ser ofte, at unge med mod på fodbolden dropper ud af gymnasiale uddannelser, fordi de ikke kan få det hele til at hænge sammen. Det vil vi nu hjælpe dem og samtidig sportsklubberne med," siger rektor Anders Østergaard, Langkær Gymnasium i Tilst.

Hans Petersen har været med i forberedelsen og følger fodboldlinien tæt.

Hans Petersen har været med i forberedelsen og følger fodboldlinien tæt.

Optagelsesprøve i fodbold

Den nye uddannelse er skruet sammen, så der bliver plads til seks fodboldlektioner om ugen. Og det er ikke for enhver:
"For at komme ind skal man ud over de normale kvalifikationer til gymnasiet til en decideret optagelsesprøve i fodbold," fortæller Langkær-rektoren.
Gymnasiet har byens bedste idrætsfaciliteter, og de bliver endda udbygget. En kunstgræs-bane vil gøre det muligt at spille fodbold hele året. Kommunale kroner forventes at være på vej hertil.

Rektor Anders Østergaard forventer venteliste til fodboldlinien.

Rektor Anders Østergaard forventer venteliste til fodboldlinien.

Hans Petersen på sidelinien


Under planlægningen har skolen allieret sig med Hans Petersen, der har prøvet at være træner for AGF i Superligaen, men hvad der er endnu vigtigere: Hans Petersen har arbejdet meget som udviklingstræner hos AGF. Her har han konstateret, at man fra 14 - 16 år måske nok har potentiale til at blive noget stort inden for fodboldverdenen, men de har svært ved at brænde igennem. De skal have den rigtige og individuelle støtte, hvilket vil indgå i træningen.


Til OL i 2012

Ud over Hans Petersen har mange andre været med i forberedelsesfasen. Der er kontakt til mange klubber i Århus-området. Ikke mindst til TST i Tilst, som Langkær skal dele kunstgræs-bane med.
Idrætssamvirket Århus bakker også op om idéen.
"Vi er et supplement til ESA og Team Danmark. Vi tager fra toppen af bredden," som Anders Østergaard udtrykker det.
Samarbejde med storklubber står også på programmet. F.eks. et besøg hos Brøndby, måske med en træningssession, eller i England. Det ligger nemlig fast, at i 2012 får eleverne OL på skemaet en del af tiden, og holdet skal med til OL i 2012.
-Kommer der elever nok til en klasse?
"Når jeg spørger om interessen ude i de nuværende klasser, er der mange, der ærgrer sig og sukker. Jeg tror, at der vil blive venteliste til fodboldlinien," slutter Anders Østergaard.


Publiceret 28 January 2010 09:33