Erik Kelstrup

Erik Kelstrup

Præsteklumme: Det, vi kan stole på

Af
Erik Wulff Kelstrup

sognepræst i Ormslev Kirke

Præsteklumme Den svenske digter Tomas Tranströmer besøgte engang en ven i det ungdomsfængsel, hvor vennen var psykolog. Fængslet gjorde stort indtryk på Tranströmer.

Kommet hjem igen skrev han en række korte digte til opmuntring af vennen. Som nu dette lille humoristiske digt med titlen ”Fængsel”:

”De sparker fodbold

pludselig forvirring – bolden

fløj over muren”

Med få ord sætter Tranströmer et stærkt billede i gang. Man ser de unge for sig bag fængslets mure i gang med et spil fodbold, og så ryger bolden over muren. Forvirring – for hvad gør man så? Man kan jo ikke lige løbe ud og hente den.

Nogle gange er det med livet, som med bolden, der røg over muren. En dag er det, vi er optaget af, forbi. Det forsvandt. Eller noget kom på tværs. Eller de andre ville ikke være med.

Livet har sine forsvundne bolde. Derfor er det også, som Tranströmer skriver i et andet digt, vigtigt, at vi har noget at kunne stole for ”at kunne leve vor daglige dag / uden at synke gennem jorden!”

Han skriver, at vi må kunne ”stole på snemasserne der klamrer sig fast til bjergskråningen / oven over landsbyen. Stole på tavshedsløfterne og det forstående smil, stole / på at ulykkestelegrammerne ikke gælder os og at det / pludselige øksehug indefra ikke kommer.

Stole på hjulakslerne der bærer os på motorvejen midt i / den tre hundrede gange forstørrede bisværm af stål. / Men intet af det… fortjener i grunden vores tillid”.

Det er godt skrevet. Vi kan simpelthen ikke leve uden at stole på mange ting. Når vi kører på motorvejen, må vi stole på, at bilen holder til det. Og i en verden fuld af ulykker, må vi kunne regne med at gå fri for det værste. Ellers er morgendagen næsten ikke til at bære.

Og vi må kunne stole på de andre og på, at vi også har nogenlunde styr på os selv. Vi må kort sagt gå dagen nogenlunde tillidsfuldt i møde for at kunne leve.

Og så ved vi jo alligevel godt, at alt det, vi sætter vores lid til, med ét kan briste. At ulykker sker. At de andre kan svigte, at vi selv ikke altid er lige stærke.

Derfor er tillidsvækkende møder i livet også vigtige – som modvægt. Som nu om søndagen i den lokale kirke, hvor vi kan møde ordet om, at midt i en verden af forsvundne bolde gælder det heldigvis alligevel, at ”størst er kærligheden”.

Publiceret 15 August 2020 06:00