En kanins tænder vokser hele livet og holdes nede via det foder den spiser.

En kanins tænder vokser hele livet og holdes nede via det foder den spiser. Mads Jensen Biofoto Ritzau Scanpix

Efterlod døende kanin i køletaske på skraldespand

Dansk Dyreværn i Aarhus fik i weekenden indleveret en slemt misrøget kanin fra Moesgård Strand

Af
Trille Skøtt-Jensen

Dyremishandling Dansk Dyreværn i Aarhus fik i weekenden indleveret en kanin i voldsom misrøget stand. En kvinde indleverede den. Hun havde fundet den, da hun var på aftentur med sin hund på Moesgård Strand. Hunden havde søgt hen mod en offentlig skraldespand, hvor der stod en køletaske på låget.

"Først tænkte hun, at den var interesseret i køletasken, da der formentlig var mad i den - lige indtil tasken bevægede sig," fortæller Dorthe Pedersen, smådyrsansvarlig hos Dansk Dyreværn Aarhus.

Det var hende, der tog mod kaninen lørdag.

"Kvinden kom ind med den her, dyrlægen havde jo lukket, så hun kom til os. Jeg blev ked af det og rasende, da jeg så den. Den har stået i en stofkøletaske på en skraldespand midt solen. Den var så dehydreret, da den kom, og dens øjne løb med betændelse. Den har haft det helt forfærdeligt," fortæller hun.

Tænder voksede ind i øjenhulen

Kaniners tænder vokser hele livet, det samme gør tandrødderne, og de kan vokse op og ind i øjenhulen. Det var tilfældet med denne kanin, og derfor den havde så meget betændelse i øjnene

"Det er jo ikke noget, der er sket på 14 dage. Den har i minimum et halvt år haft problemer med tænderne. Kaniner har tandspidser der er skarpe som torne på en rose. Og de gror ind i tungen eller i kinden, hvis ikke tænderne slides," fortæller den smådyrsansvarlige.

Hun lavede en kasse med hø og mad, og fik kaninen over i den. Men den kunne slet ikke spise.

"Den løb jo rundt, for den ville gerne spise. Men den kunne jo ikke spise på grund af tænderne," fortæller Dorthe Pedersen.

Tror kaniner er nemme

Dansk Dyreværn i Aarhus får mange kaniner indleveret.

"Bare i dag har vi fået tre henvendelser fra folk, der vil af med deres kanin. Men vi kan jo ikke tage dem allesammen," siger Dorthe Pedersen.

Hun tror, at pasning af kaniner overrasker mange kaninejere.

"Jeg tror, mange tænker, at en kanin er nemmere at have end en kat eller en hund. Men folk er ikke klar over, hvad det vil sige at have kanin. Den kan faktisk ikke holde til at stå i et bur. Den bør være aktiv og løbe rundt. Det er et komplekst dyr både fysiologisk og adfærdsmæssigt," fortæller Dorthe Pedersen.

Hos Dansk Dyreværn i Aarhus tør man slet ikke tænke på, hvor længe kaninen har lidt. Men det gør den ikke længere. Kaninens skader var så voldsomme, at den måtte aflives.

"Måske kunne det være undgået, hvis man havde bedt om hjælp i tide. Hos dyrlægen eller her hos os," siger Dorthe Pedersen.

Publiceret 25 June 2019 09:08