Ditte Stavski fra Aarhus Tech fik førstepladsen og 10.000 kr., da Aprilfestival valgte hendes plakat til festivalens 2020-udgave i Holbæk. Pressefoto

Ditte Stavski fra Aarhus Tech fik førstepladsen og 10.000 kr., da Aprilfestival valgte hendes plakat til festivalens 2020-udgave i Holbæk. Pressefoto

Aarhus-studerende vinder stor pris:

Dittes plakat skal brande stor børneteaterfestival

Studerende på Aarhus Tech har vundet sin første konkurrence

uddannelse Selv om man er ny i den grafiske branche, kan man godt brænde igennem, hvis talentet er der.

Det erfarede Ditte Stavski fra mediegrafikeruddannelsen på Aarhus Tech, da Holbæks borgmester overrakte hende prisen for en vinderplakat til børneteaterfestivalen Aprilfestivals 2020-udgave.

Ditte Stavski havde netop lagt vægt på det lokale element i udformningen af plakaten.

"Det er lidt en nomadefestival, der bevæger sig fra kommune til kommune, så jeg syntes, der skulle være noget lokalt. Og så skulle plakaten afspejle årstiden. Desuden tog jeg udgangspunkt i, hvad der ville være et godt grafisk design til et bredt publikum," fortæller Ditte Stavski i en pressemeddelelse fra Aarhus Tech.

Clean, klassisk stil

Det betød blandt andet., at hun fravalgte den skæve, håndtegnede stil, som man ofte ser til børnebegivenheder.

"Jeg har valgt en clean, klassisk stil. Et simpelt og rent udtryk. Og så lavede jeg et fantasiunivers med Holbæks seværdigheder og forskellige teaterrekvisitter, der popper op af en hat," fortæller Ditte Stavski videre.

Ny på uddannelsen

Egentlig lå det ikke i kortene, at Ditte Stavski skulle være mediegrafiker. Hun har nemlig allerede en videregående uddannelse i bagagen.

"Jeg har en bachelor i arkitektur og design med urban specialisering fra Aalborg Universitet. Jeg var i gang med en kandidat, men så dumpede jeg en eksamen. Og det brugte jeg som en øjenåbner og valgte, at jeg hellere vil specialisere mig i grafisk design. Jeg syntes hverken, der var nok teknisk, praktisk eller æstetisk på universitetsuddannelsen. Så valgte jeg det her, og det har jeg ikke fortrudt," fortæller hun i pressemeddelelsen.

Skal finde praktikplads

Ditte Stavski begyndte først på Aarhus Tech i januar og er derfor stadig i gang med grundforløb 2.

Hun har ikke fundet en praktikplads endnu, men mon ikke der står op til flere virksomheder klar til at gafle den dygtige elev. Ditte Stavski er i hvert fald kommet godt fra start på sin nye karriere.

jesl

Publiceret 10 April 2019 10:00