Mikkel Larsen er landstræner med base i Aarhus.

Mikkel Larsen er landstræner med base i Aarhus. Foto: Christian Jørn, Dansk Atletik

Aarhus-landstræner gør klar til OL i Tokyo

40-årige Mikkel Larsen betegner sig selv som atletiknørd og er træneren bag flere af Danmarks største løbere

Af
Kim Skovrup Andersen

Portræt Bag enhver topatlet står en træner som støtte og inspirator.

En af Danmarks bedste på atletikområdet er bosat i Aarhus, nærmere bestemt Brabrand og hedder Mikkel Larsen. Faktisk har han lige købt hus i Viby for at komme endnu tættere på Havreballe Skovvej, hvor Aarhus Atletik- og Løbeakademi holder til.

Her hører Aarhus 1900 Atletik og Løb også hjemme, og det er også her, Lokalavisen Aarhus møder ham.

Mikkel Larsen har i en lang årrække trænet en af dansk atletiks største profiler, Sara Slott Petersen fra Aarhus 1900. Det er planen, hun deltager til OL i Tokyo.

Mikkel Larsen har i en lang årrække trænet en af dansk atletiks største profiler, Sara Slott Petersen fra Aarhus 1900. Det er planen, hun deltager til OL i Tokyo. Arkivfoto: Kenneth Lysbjerg Koustrup/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

Den 40-årige atletik-træner blev efter sin egen atletikkarriere i Aarhus 1900 træner selvsamme sted, hvorefter han efter flere succesfulde år med især Sara Slott Petersen i marts 2019 blev landstræner i sprint/hæk på fuld tid.

"Da jeg startede som træner for en del år siden, eksisterede internationalt sprint og hækkeløb i Danmark ikke rigtigt. Og det, der var, foregik i København. Vi drømmer om at lave et internationalt setup ved gøre tingene på den anden måde. Man skal turde at nørde i det og gøre nogle ting, som der er ikke er prøvet før," forklarer Mikkel Larsen, der beskriver sig som detaljeorienteret atletiknørd, der tog sin kandidatuddannelse på halv tid for at kunne bruge noget af sin studietid på at rejse rundt i verden og møde de bedste trænere.

Med i verdenstoppen

Senest er 25-årige Kojo Musah kommet frem som en seriøs bejler til de store mesterskaber som EM, VM og OL.

"I starten skulle vi opfinde den dybe tallerken, hvorimod når sådan en atlet som Kojo begynder at komme frem, så starter vi ikke forfra med tingene. Vi har efterhånden bygget noget op, vi tror på, men vi har jo ikke et setup, som man kan sige er en fuldstændig velsmurt maskine. Det er stadigvæk sådan, at vi finder de unikke talentfulde individer, vi har og så prøver at lave en speciel løsning, der lige præcis passer til vedkommende," forklarer landstræneren og fortsætter:

"Med Sara og Kojo træner vi ud fra en betragtning om at ville lege med de allerbedste i verden. Velvidende at vi ikke har de samme muligheder og ressourcer som andre. Det er atletikkens vilkår i Danmark og udgangspunktet, jeg forholder mig til. Men med fuldtidsansatte trænere kan vi faktisk lave et konkurrencedygtigt setup, hvis vi har atleterne, der både har talentet og tør at satse."

Her jubler Mikkel Larsen med en af sine løbere, Kojo Musah, som er sprinter fra Aarhus 1900 og Danmarks hurtigste mand.

Her jubler Mikkel Larsen med en af sine løbere, Kojo Musah, som er sprinter fra Aarhus 1900 og Danmarks hurtigste mand. Foto: Christian Jørn, Dansk Atletik

Størstedelen af Mikkel Larsen arbejdsbeskrivelse er udover at koordinere landsholdsarbejdet at kunne tilbyde et elitecenter-setup i Aarhus til de bedste sprintere og hækkeløbere, hvis de ønsker det. Og lige nu er der en træningsgruppe på fem-seks atleter, der løber om kap med de allerbedste i verdenstoppen.

Derfor er det også planen, at turen går til Tokyo til sommer til det corona-udskudte OL.

"Jeg har lige aftalt præcis hvilken afgang, vi flyver på til Tokyo, så er spørgsmålet bare, hvor mange billetter, vi skal have bestilt. Så det er planen, hvis alt går vel," siger Larsen og forsikrer, at den største stjerne - Sara Slott Petersen - skal med:

"Sara træner godt og er ved være klar til OL. Nu satser vi udendørs og planlægger stævner efter, hun skal toppe til OL," fastslår Aarhus-landstræneren, som håber, han får en håndfuld sprintere med til den japanske hovedstad.

Mikkel Larsen

  • Oprindeligt fra Holstebro.
  • Flyttede til Aarhus for at koncentrere sig om atletikken.
  • Blev i 2009 cand.scient.pol fra Aarhus Universitet med speciale i Statskundskab indenfor idrættens organisering.
  • Har været ansat hos Eliteidræt Aarhus og Elite Sports Akademi Aarhus (ESAA) og Dansk Atletik Forbund.
  • Forlod kortvarigt atletiksporten for et job i Arla, men vendte tilbage til atletikken og Sara Slott Petersen.
  • Har udgivet tre bøger om træning.

Publiceret 08 April 2021 10:00