Til indendørs EM i Polen løb Kojo Musah sig sikkert i finalen, hvor det samlet blev til en 8.plads.

Til indendørs EM i Polen løb Kojo Musah sig sikkert i finalen, hvor det samlet blev til en 8.plads. Foto: Czarek Sokolowski/AP/Ritzau Scanpix

Danmarks hurtigste mand bor i Aarhus og løber efter OL

24-årige Kojo Musah har på det seneste skrevet dansk atletikhistorie med flere rekorder i sprintdistancer. Nu arbejder han benhårdt for at kvalificere sig til OL i Tokyo

Af
Kim Skovrup Andersen

Det går - og er gået - pænt stærkt, når 24-årige Kojo Musah har snøret løbeskoene på det seneste.

I februar satte Aarhus 1900-sprinteren ny dansk rekord på 60 meter med 6,61 sekunder. Og i 2020 løb han 200 meter på den hurtigste danske tid i 24 år.

I marts blev det til en 8. plads i 60 meter løb i EM-finalen i Polen.

"Jeg drømte om at komme i finalen. I sprint kan en 1/100 sekund betyde meget, og det handler meget om at ramme den på dagen. Det gjorde jeg i den indledende runde og i semifinalen.. Havde jeg løbet mit bedste i finalen, havde jeg vundet bronze. Men jeg tror, det handlede om, at jeg ikke har så meget finale-erfaring som de andre," fortæller den Vejle-fødte atlet.

Siden han skiftede Vejle IF Atletik ude med Aarhus 1900 har Kojo Musah gennemgået en gradvis udvikling, som har resulteret i, at han nu er Danmarks hurtigste mand.

Og så har det haft stor betydning, at han 1. december 2020 kom i en Team Danmark-ordning for at koncentrere sig fuldstændig om sin sport.

Pædagogmedhjælper-jobbet i en vuggestue blev droppet til fordel for atletik på fuld tid, hvor der trænes 14-18 timer om ugen, men lige så vigtigt: Der er tid til restitution.

"Jeg er kommet ind i meget professionelt setup med Danmarks bedst sprintgruppe, hvor Sarah Slott Petersen er med. De holder mig skarp, og så har landstræner Mikkel Larsen været afgørende for min udvikling," konstaterer Kojo Musah.

Han har skrevet dansk atletikhistorie på det seneste med iøjnefaldende resultater, men det er ikke noget, han tænker over i det daglige.

"For så kommer jeg til at overtænke det, og jeg mister sulten, og det begrænser mig. Jeg tænker mere over mine personlige rekorder, og at der er en masser andre derude, der er hurtigere end mig, og dem skal jeg prøve at jagte," siger Kojo Musah, som er bosat ved Stjernepladsen i det nordlige Aarhus sammen med sin kæreste og deres datter.

Her i foråret er forhåbninger om en OL-kvalificering på 100-meterdistancen til Musah begyndt at spire. Ikke siden Leo Jørgensen OL i 1928 er det sket for en dansker. Hans personlige rekord på den ikoniske distance er 10,29 sekunder, hvilket er 0,03 sekund fra Kristoffer Haris danmarksrekord på 10,26 sekunder.

Den gyldne grænse

"Jeg drømmer om at løbe 100 meteren under 10 sekunder, det er den gyldne grænse. Men min største drøm er faktisk at sætte et positivt aftryk på atletikken. Hvis jeg kan være med til, at der kommer mere opmærksomhed og flere midler til Dansk Atletik, vil det være stort," lyder det fra Kojo Musah.

Landstræner Mikkel Larsen (t.v.) lykønsker Kojo Musah efter endnu en sejr. Sprinterens kæreste Marie Bie ser smilende til.

Landstræner Mikkel Larsen (t.v.) lykønsker Kojo Musah efter endnu en sejr. Sprinterens kæreste Marie Bie ser smilende til. Foto: Christian Jørn, Dansk Atletik

Spørger man landstræner Mikkel Larsen, som også har sin daglige gang i Aarhus 1900 og på træningsanlægget i Aarhus Atletik- og Løbeakademi på Havreballe Skovvej, er han fuld af lovord over for Kojo Musah:

"Siden Kojo kom her til klubben, har alle kunnet se, han kunne løbe stærkt, men han havde mange efterslæb med skader og sin start. Det har han brugt meget tid på at få styr på, og så er han vokset med opgaven. Jeg er gået ind og arbejdet med hans styrker som kraft og topfart, der nu er 40 km/t. Det er virkelig blevet udviklet og dyrket," forklarer Mikkel Larsen, som også træner OL-sølvvinderen Sara Slott Petersen.

Skubber grænsen

Han er ikke bekymret for, at Kojo Musah i en forholdsvis sen alder har valgt at satse fuld tid på sprint.

"Vi ser 100 og 200 meter-sprintere løbe rigtig stærkt, når de er 35 år, men vi ser også nogen, der er brændt ud, når de er 25 år. Kojo kom sent i gang med atletikken, men han har en lang sportsbaggrund blandt andet indenfor gymnastik og været på idrætsefterskole. Det kan sagtens give nogle år i den anden ende, fordi han ikke er slidt," siger Mikkel Larsen.

Og hvor langt kan han så komme?

"Jeg prøver altid at fjerne loftet. Jeg vil hellere have, at vi drømmer hele vejen, og så skubber grænsen hele tiden. Jeg drømmer om, at Kojo står i OL- og VM-finaler og er konkurrencedygtig," siger landstræneren og tilføjer:

"Men vi tager ikke afsted til stævner for at få en god en på opleveren. Vi vil sgu lege med de store. Det er derfor, vi gør det. Vi vil have medaljer."

Kojo Musah nikker.

Det går pænt stærkt. Kojo Musah i Aarhus 1900-trøjen.

Det går pænt stærkt. Kojo Musah i Aarhus 1900-trøjen. Foto: Christian Jørn, Dansk Atletik

I øjeblikket er de afsted på træningslejr i Portugal og næste store mål bliver forskellige internationale stævner i maj og juni.

OL-kvalifikationen lukker 29. juni, så det er på en måde et kapløb med tiden.

"Det handler om at få en del stævner på kontoen og så kvalificere os på en god tid eller et gennemsnit af de fem bedste resultater. Hvis Kojo kan levere sit allerbedste niveau fem gange, så er det bestemt muligt at turen går til Japan til sommer," siger Mikkel Larsen.

Foto: Christian Jørn, Dansk Atletik

Kojo Musah

  • Født: 15. april 1996
  • Højde: 183 centimeter
  • Vægt: 81 kilo
  • Hans mor er fra Danmark, mens hans fra kommer fra Ghana
  • Skiftede i 2017 Vejle IF Atletik ud med Aarhus 1900, hvor han trænes af Mikkel Larsen, som i mange år har trænet hækkeløberen og OL-sølvmedaljevinderen Sara Slott Petersen
  • Er bosat ved Stjernepladsen i det nordlige Aarhus, hvor han bor sammen med sin kæreste Marie Bie og deres datter, Rosa, på halvandet år

Publiceret 03 April 2021 08:00