6. oktober blev en 23-årig kvinde påkørt og dræbt i krydset ved Åby Ringvej og Edwin Rahrs Vej. I 2018 mistede en 21-årig kvindelig cyklist livet i krydset, da en 31-årig mand kørte over for rødt og ramte hende.

6. oktober blev en 23-årig kvinde påkørt og dræbt i krydset ved Åby Ringvej og Edwin Rahrs Vej. I 2018 mistede en 21-årig kvindelig cyklist livet i krydset, da en 31-årig mand kørte over for rødt og ramte hende. Foto: Øxenholt Foto

Rådmand vil have overvågning, stærekasser og gangbro i dødskryds

SF foreslår overvågning af trafikkryds på Åby Ringvej, hvor to kvinder på to år har mistet livet. Rådmand er positiv, men mener, der skal mere til

Af
Louise Nyvang Burmeister

Trafik Thomas Medom (SF) og det lokale fællesråd har efter den tragiske færdselsulykke for to uger siden i krydset Edwin Rahrs Vej og Åby Ringvej, hvor en ung kvinde omkom, ytret ønske om videoovervågning.

Ifølge SF vil kameraer i krydset have en gavnlig effekt.

"Det vil få nogle bilister til at tænke sig om en ekstra gang. Og så vil der være nogle, der er ligeglade, men dem vil politiet så have nemmere ved at fange efterfølgende," siger byrådspolitikeren.

Han understreger, at videoovervågning skal ses i sammenhæng med forebyggende arbejde og solidt politiarbejde i området.

"Det er ikke et trylleslag, der ændrer en trafikkultur med ét. Men hvis vi bare kan undgå én ulykke, så er det det værd. Nogle ting er skredet fuldstændig i dele af Aarhus V, hvor man i trafikken hensynsløst tilsidesætter enhver respekt for menneskeliv. Der skal vi sætte ind over for med de mulige greb, vi har," siger Thomas Medom.

FDM efterlyser politi

Hos organisationen FDM (Forenede Danske Motorejere) er man knap så positiv over for overvågningen.

"Jeg er ikke sikker på, at overvågning er den rigtige vej at gå. Folk, der kører så hasarderet, er uden for pædagogisk rækkevidde, og et skilt om videoovervågning vil ikke ændre deres adfærd. Slet ikke når de oplever, at der reelt ikke sker noget," siger Dennis Lange, der er chefkonsulent hos FDM.

Ifølge Dennis Lange kan politiet sjældent pålægge bøder ud fra videoovervågningen.

"Det er sjældent, at man kan se føreren, så i praksis fungerer det ikke," siger chefkonsulenten og peger i stedet på, at politiet skal være mere synlige:

"Det ville hjælpe, hvis politiet havde flere ressourser til kontroller. Hvis man oplever, at der er en reel risiko for at blive stoppet, så vil det få flere til at køre ordentligt. Derudover kan kommunen overveje at ombygge krydset," siger Dennis Lange.

Gangbro og stærekasser

En ombygning af krydset er også et af de tiltag, som rådmand for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek (V) peger på. Han vil både have etableret en gangbro over krydset for de bløde trafikanter, opsat stærekasser til fartmåling og have kameraovervågning.

"Det er et udmærket forslag med videoovervågning i krydset. Kameraer vil ikke forhindre ulykken, men vil kunne hjælpe til med at afklare, hvad der er sket," siger rådmanden, der vil have gang i indsatser på flere veje i området.

"Jeg tror ikke, vi kan isolere problemet til et enkelt lyskryds. Vi skal kigge på flere strækninger i området," siger Bünyamin Simsek.

Sagen vil blive drøftet i kommunens Trafiksikkerhedsudvalg, der er et midlertidigt udvalg, hvor der udover rådmanden også sidder repræsentanter fra både Østjyllands Politi, Aarhus Universitetshospital, byrådet og interesseorganisationer.

"Vi skal have et 360 graders gennemgang af det her, så vi får skabt en bedre trafikkultur i området og større tryghed for borgerne. Det er ikke bare en eller to ting, der skal til," siger Bünyamin Simsek.

Rådmanden fortæller, at han har rettet henvendelse til både Vejdirektoratet og Trafikministeriet og udtrykt ønske om at få stærekasser på strækningen på Ringvejen omkring det omtalte kryds.

"Det er min anbefaling, at stærekasserne bliver sat op på strækningen syd for krydset, fordi mange kører for hurtigt op af bakken. Vi ved fra Grenåvej, at stærekasser har en utrolig god effekt. Uden at jeg har en konkret undersøgelse, så kan man se, hvis man færdes i området, at der køres under det tilladte."

Derudover har rådmanden et forslag om at etablere en gangbro over Ringvejen for gående og cyklister.

"Jeg mener, man bør lave en smuk og handicapvenlig gangbro for de bløde trafikanter. For det er en stærkt trafikeret vej," siger rådmanden og tilføjer:

"Men forslagene er ikke gratis. Jeg vil gerne lave trafiksikkerhedsforbedringer i hele byen, men flertallet i byrådet har slet ikke afsat nok penge."

Publiceret 20 October 2020 20:15