Jonas Lindgreen fra Pentabase poder sin kollega, Pernille Pilgaard, med en 'ispind' på tungen og en vatpind i svælget. For tiden er der åbent fra 9 til 15 på True Møllevej 6, men virksomheden håber snart at udvide åbningstiden.

Jonas Lindgreen fra Pentabase poder sin kollega, Pernille Pilgaard, med en 'ispind' på tungen og en vatpind i svælget. For tiden er der åbent fra 9 til 15 på True Møllevej 6, men virksomheden håber snart at udvide åbningstiden. Foto: Louise N. Burmeister

Testcenter netop åbnet i Tilst:

Få corona-svar inden for fire timer

Virksomheden Pentabase har åbnet nyt covid-19-testcenter, hvor man kan købe sig til et hurtigt svar

Af
Louise Nyvang Burmeister

Sundhed Nu får aarhusianerne mulighed for at betale sig til en hurtig covid-19-test i Tilst.

På True Møllevej er virksomheden Pentabase netop rykket ind med et testcenter. Det er både virksomheder og private, der kan booke sig ind til test, hvis man har brug for en afklaring af, om man har coronavirus.

Videnskabelig medarbejder, Jonas N. Lindgreen, der til daglig arbejder hos virksomhedens hovedsæde i Odense, er rykket til Aaerhus for at starte den nye afdeling op.

"Vi oplever generelt stor efterspørgsel i hele landet på hurtige testsvar," forklarer Jonas Lindgreen.

Han trækker i beskyttelsesdragt, visir, mundbind og handsker og er klar til at pode. I dag er det hans kollega, Pernille Pilgaard, der står for tur.

"Vi laver test, nøjagtig som man gør i sundhedsvæsenet," forklarer Jonas Lindgreen.

Selve testen booker man online, og derefter foregår det hele i døråbningen på True Møllevej 6.

Fra cancer til corona

Pentabase indgik allerede i foråret et samarbejde med Novo Nordisk og Rigshospitalet om at udvikle coronatest til det offentlige. Virksomheden var før det specialiseret i testmetoder i forhold til cancerpatienter.

"Det lå lige for, at vi skulle gå ind i det her også," forklarer Jonas Lindgreen.

Såsnart de tager prøverne, sender de dem direkte i testapparaterne i baglokalet, og dermed kan svaret være klar senest fire timer efter.

"Selve analysen tager ikke længere tid - heller ikke i det offentlige. Men det er for dyrt for det offentlige at sende bare to prøver igennem hele systemet, derfor venter man og sender store mængder igennem. Her kan folk betale for et hurtigt svar."

Lige nu koster det 1.500 kroner for en test, hvis man vil have svaret i løbet af fire timer. Er der tale om en større virksomhed, kan prisen pr. prøve komme ned i cirka 300 kroner. Kan man vente 24 timer på svaret, kan man som privatperson købe en test for 590 kroner.

"Vi arbejder på at få priserne ned. For det skal være fuldstændig klokkeklart, at det kan betale sig for en virksomhed at få hurtig afklaring i stedet for at lade medarbejderne gå hjemme i flere dage for at vente på svar eller ligefrem risikere en nedlukning," siger Jonas Lindgreen.

Han oplever, at specielt folk, der skal ud at rejse, henvender sig for at blive testet. Men også personer, der skal til et bryllup eller barnedåb har været forbi.

"Hvis man har personer i sin omgangskreds, der er i risikogruppen, kan det være rart at være sikker på, at man ikke smitter."

En del håndværkerfirmaer er også interesserede i at teste medarbejderne.

"De har fået meget at lave her, hvor feriepengene bliver udbetalt, og de henter nogle gange udenlandsk arbejdskraft, som de vil have testet."

Udvider åbningstiden

Pentabase selv tester sine medarbejdere tre gange om ugen.

"Vi er jo også særligt udsatte, når vi arbejder med potentielt smittede personer. Og vi vil for alt i verden ikke have gang i en smittekæde hos vores medarbejdere, for det vil sætte alt i stå."

De første dage med testcenter i Aarhus har Pentabase haft en håndfuld kunder om dagen.

"Vi har fået henvendelser, uden at vi har markedsført os overhovedet. Nu er vi startet stille og roligt, og så snart vi får uddannet vores personale, så det er aarhusianere, der står for Aarhus-afdelingen, så kan vi udvide vores åbningstider og gøre opmærksom på, at vi er her," siger Jonas Lindgreen.

Hvis der bliver behov for det, kan virksomheden gennemføre op mod 1.000 test om dagen.

Publiceret 15 October 2020 08:22