Ulrik Hunskjær og Anders Eggert vil revolutionere spilverdenen med nyt spil til skolegården.

Ulrik Hunskjær og Anders Eggert vil revolutionere spilverdenen med nyt spil til skolegården. Privatfoto

Aarhusianere står bag nyt mobilspil:

Ligner både Pokémon Go og Fortnite

To unge aarhusianere vil revolutionære legene i skolegården med en idé medbragt fra USA

Af
Jesper Gundorph

Spil Fantasien skal kickstartes, børnene skal udenfor, og skolegården skal i gang. Det mener de to aarhusianske iværksættere Ulrik Hunskjær og Anders Eggert fra spilvirksomheden Arusio.

De har udviklet mobilspillet MapStrike, som trækker tråde til Pokémon Go og Fortnite, der begge har været kæmpehits i spilverdenen for børn og unge.

Således gør de brug af de fysiske rammer, ligesom Pokémon Go, hvor man bevæger sig rundt i virkeligheden, mens konceptet i spillet er et skydespil som Fortnite eller Counter-Strike.

"Vi har taget en velkendt leg som politi og røvere eller krig og digitaliseret den. Konceptet er jo allerede testet igennem generationer, så vi skulle bare fokusere på at digitalisere legen og tilføje mekanismer og strukturer kendt fra videospil," forklarer Ulrik Hunskjær.

Skydespil uden blod

Selvom det er et skydespil, er der hverken mennesker eller blod at se i spillet. Det er lavet på den måde, så spillet så vidt muligt også kan henvende sig til de yngre spillere.

"Vi har sørget for at tage en masse forbehold for at børnetilpasse det. Det vil sige, at du ikke skyder på nogen, der ligner personer. Der er heller ikke blod i spillet. Så vi har gjort nogle tiltag for at sikre, at børnene kan have det sjovt med det, uden at det bliver drabeligt," tilføjer Anders Eggert.

Spillet er blandt andet blevet testet på Bakkegårdsskolen i Trige, hvor Ulrik Hunskjær er fra, mens spillets reklamevideo er filmet i Beder, hvor Anders Eggert kommer fra.

Spildesign i Californien

Idéen til spillet kom under et udlandsophold i Los Angeles i USA, hvor de to unge iværksættere var ved at færdiggøre deres professionsbachelor. Et studie, som førte dem til Californien, hvor de studerede spildesign i to semestre på University of Southern California.

Da idéen først var brændt inde i hovederne hos de flittige gutter, gik der ikke længe, før de skiftede bybilledet i Los Angeles ud med Aarhus.

Siden da er der i følge Ulrik Hunskjær gået tre år, der er overvundet hundredvis af udfordringer, og der er brugt tusindvis af arbejdstimer, inden spillet nu endelig kunne udgives under navnet MapStrike.

"Lidt af et tilbageskridt, men vi havde en vild idé, vi simpelthen var nødt til at forfølge," fortæller Ulrik Hunskjær.

En hyldest til en klassiker

MapStrike-navnet er en kombination af ordet "map", som er det engelske ord for landkort og "strike", som er det engelske ord for angreb. Samtidig er navnet også en hyldest til det berømte computerspil Counter-Strike, som i to årtier har tryllebundet børn og unge til computerskærme verden over.

Coronavenligt spil

Når spillere opretter et nyt spil i MapStrike, kan andre spillere indenfor en radius af 100 meter se spillet og vælge at tilslutte sig. Med et enkelt tryk vil spillerne sidenhen blive fordelt på to hold. Banen kan man selv begrænse i størrelse, så den passer til skolegården, og tiden kan man ligeledes tilpasse, så man er færdig, når frikvarteret er slut.

I og med at det er et skydespil, er der ikke noget krav om at stå tæt på hinanden, så med den nuværende situation taget i betragtning, er det et coronavenligt spil, børnene har mulighed for at spille i skolegården.

Spillet kan hentes gratis til både Android og iOS.

Publiceret 21 August 2020 06:00