En bekymret sundhedsminister ved pressemødet.

En bekymret sundhedsminister ved pressemødet. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Sundhedsminister om Aarhus-udbrud: "Ja, der er grund til bekymring"

På et pressemøde i København kom det frem, at der er registreret 341 nye smittetilfælde af corona i Aarhus gennem de seneste syv dage. Der bliver krav om mundbind i omkringliggende kommuner.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) indkaldte mandag eftermiddag til pressebriefing angående status på corona-situationen i Danmark, hvor især Aarhus har en kedelig rekord med antallet af nye smittede.

Her kom det frem, at 341 ud af 756 nye smittede er registreret i Aarhus Kommune i de seneste syv dage.

"Ja, der er grund til bekymring, der kræver en skærpet opmærksomhed på den lokale udvikling," lød det fra sundhedsministeren og nævnte kommuner som Silkeborg, Glostrup, Nyborg, Solrød og Sorø, hvor det går den forkerte vej.

I Silkeborg er smitten kommet fra Aarhus - det vil sige, at der er en fælles smittekilde, fastslog konstitueret direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, Anette Lykke Petri til pressemødet.

Derudover anbefales det at bære mundbind i indkøbscentre og supermarkeder i Silkeborg Kommune.

Transportministeren Benny Engelbrecht (S) nævnte, at netop mundbindet er påkrævet i den aarhusianske kollektive trafik, og at trafikselskaber kan afvise personer, der ikke opfylder disse krav. Det gælder både bybusser, letbanetog, regionale busser ind og ud af kommunen, turistbusser, skolebusser og færger.

"Man bør altid have et mundbind med sig på sin rejse. Mundbind er et supplement til de andre ting. Der er ikke et greb, der kan løse alle udfordringer," lød det fra Engelbrecht og opfordrede videre:

"Rejs uden for myldretiden og overvej at tage cyklen. Det gælder om at få så mange som muligt til at rejse på forskellige tidspunkter, hold afstand hvor det er muligt og husk den gode håndhygiejne."

Udover krav om mundbind i Aarhus bliver det fremover også et krav at bære mundbind i omkringliggende kommuner: Favrskov, Skanderborg, Horsens og Odder.

ksa

Publiceret 10 August 2020 16:15