Chefredaktør for Jyllands-Postens Lokalaviser, Claus Krogh.

Chefredaktør for Jyllands-Postens Lokalaviser, Claus Krogh.

Chefredaktørens klumme: Nørreportkrydset - et trafikalt mareridt

Siden nærværende avis flyttede til Mediebyen 3 på havnen, har jeg taget turen ind langs Randersvej fra hjemmet i Hjortshøj for at komme på arbejde. Trafikken har været tiltagende i takt med, at coronatågen er lettet. Den flyder forholdsvis let på Randersvej - også på strækningen fra Ikea til AUH-afkørslen, hvor der ellers under normale omstændigheder godt kan være sneglekørsel. Men glæden stopper, når man nærmer sig Nørreportkrydset.

Allerede ved Universitetsparken kan man se, at bilerne holder tæt. I fredags tog det mig lige præcis ni minutter og 50 sekunder at komme fra hjørnet af Nørregade og ned til Kystvejen. Årsagen? Selvsagt en del biler og så letbanetoget. Letbanetoget har nemlig forkørselsret og skal forsøge at overholde afgangstiderne. Det betyder, at hver gang letbanen passerer krydset, står trafikken stort set stille. Og letbanetoget skal, når der er maks belastning, igennem krydset 32 gange i timen. Mere end hvert andet minut skal bilerne altså holde tilbage for letbanen. Udvides letbanen til Aarhus Ø, øges det til 48 tog i timen i Nørreportkrydset!

Den slags trafiksabotage skulle man jo tro kunne få selv den mest inkarnerede letbanetilhænger til at overveje at tænke sig lidt om og måske se efter alternative løsninger på, hvordan den offentlige trafik kan servicere Aarhus Ø.

Men nej. Sådan spiller klaveret ikke hos det svært letbaneglade byrådsmedlem Ango Winther (S). Han mener nemlig, at årsagen til, at der er for mange biler i Nørreportkrydset, er, at aarhusianerne ikke har hørt efter og snyder lidt. Det er ikke mere end et par år siden, at byrådet lavede en kampagne, som skulle få aarhusianerne til at bruge Ringvejen og Ringgaden mere, når de skulle igennem byen. Og altså ikke Kystvejen. Men aarhusianerne hører ikke efter, er Ango Winthers ræsonnement. Som han sagde til Århus Stiftstidende, da han skulle forklare de nuværende trafikale problemer: "Vi skal have private gennemkørende biler væk fra Kystvejen".

Ango Winther skal med andre ord bare lige have opdraget aarhusianerne til at høre efter. Høre efter, når nu han selv og byrådet fortæller aarhusianerne, hvordan de skal køre, hvilke ruter de skal bruge, og især hvor de ikke må køre. Således er det nemlig muligt for Ango Winther og alle andre letbaneentusiaster at få mast endnu mere letbane ned i halsen på aarhusianerne. For elske letbanen - det skal aarhusainerne altså, hvis Ango Winther skal bestemme.

Med venlig hilsen

Claus Krogh

Ansvarshavende chefredaktør

Publiceret 01 July 2020 12:00