Klaus Witved har set klubbens medlemstal vokse gevaldigt på de tre år, han har været formand i SISU/MBK

Klaus Witved har set klubbens medlemstal vokse gevaldigt på de tre år, han har været formand i SISU/MBK Foto: Anders Michaelsen

Klubformand i Aarhus:

"Danmarks ringeste forhold"

I bordtennisklubben SISU/MBK har man for første gang i 40 år måttet lave medlemsstop på ungdomssiden, hvilket får klubformanden til at frygte, klubben kan komme ind i en ond spiral

Af
Anders Michaelsen og Kim Skovrup Andersen

Idr��t Der er pres på hallerne i Midtbyen. For hver normeret idrætshal er der 5.500 til at dele faciliteterne, noget der ifølge en analyse fra Sport & Fritid vil stige til 7.000 i 2030, når der bliver næsten 30 procent flere indbyggere i det centrale Aarhus.

Et af de steder, der har gjort Lokalavisen Aarhus opmærksom på, at de allerede mærker presset på faciliteterne, er Danmarks største bordtennisklub - SISU MBK - der holder til på Nørre Boulevards Idrætscenter.

Her er der en almindelig mandag aften 40 seniorspillere til otte borde.

"Der må man så vente, og gå lidt rundt. Det ligner en banegård derinde," fortæller Klaus Witved, der har været formand i klubben de seneste tre år. En periode, hvor klubben er gået fra 225 medlemmer til 350.

Klubben flyttede i 2014 fra cykelkælderen på Sct. Annagades Skole, og det formanden betegner som 'Danmarks ringeste forhold' til faciliteterne på Nørre Boulevard, hvor klubben selv måtte bruge flere tusinde frivillige timer af den første sæson på at istandsætte de gamle køkkenlokaler overfor kommunehospitalet.

I dag har bordtennisklubben stueetagen og deler en gymnastiksal på førsteetagen med volleyball, indendørs fodbold og lacrosse.

De mange medlemmer og banegårdslignende tilstande har betydet, at klubben for første gang i klubbens fyrre år har måttet indføre et medlemsstop for de yngste spillere.

"På ungdomssiden har vi simpelthen måttet sige stop og sende folk på venteliste, fordi vores hold er fyldte. Når vi om tirsdagen og torsdagen havde vores mindste ungdomsspillere, var vi omkring 50 spillere ad gangen, og mandag og onsdag havde vi ikke salen og kun de små lokaler," fortæller klubformand Klaus Witved, der mener, der skal findes plads til ti ekstra borde, hvis det virkelig skal rykke noget.

"Vi kunne godt have mere end 500 medlemmer, hvis det var. Har vi til gengæld et medlemsstop længe, så kommer der et tidspunkt, hvor vi ikke har flere på venteliste, og hvor vi så bliver færre og mindre. Hvis folk får et 'nej' alt for længe, så finder de noget andet at gå til," fastslår bordtennisformanden

Artikelserie

Hvor skal vi være? Mangel på idrætsfaciliteter i Aarhus

I den kommende tid belyser Lokalavisen Aarhus problemstillingerne angående manglende idrætsfaciliteter i kommunen. Hvor stort er problemet, og hvad betyder det for foreningslivet, at kommunen ifølge flere undersøgelser ikke kan tilbyde idræt til alle borgere i lokalområdet. Vi hører gerne fra dig, hvis du har nogle inputs til artikler. Skriv til ksa@lokalavisen.dk

Publiceret 19 June 2020 06:00