Den gamle Circle K bliver snart revet ned, og erstattet af en ny OIL-tankstation, der bliver en selvbetjenings-løsning.

Den gamle Circle K bliver snart revet ned, og erstattet af en ny OIL-tankstation, der bliver en selvbetjenings-løsning. Foto: Louise Nyvang Burmeister

Circle K rives ned og erstattes af ny tank-selv-station med lyn-vask

Snart går byggeriet af ny tankstation og vaskehal ved Bilka i Tilst i gang

Af
Louise Nyvang Burmeister

Skifte I slutningen af året kommer der igen en tankstation ved Bilka i Tilst, efter at Circle K nu er lukket.

Der bliver dog kun mulighed for at tanke brændstof til bilen og ikke mulighed for at indkøbe andre forfriskninger.

Salling Group, der ejer grunden, oplyser nemlig til Lokalavisen Aarhus, at det fremover vil være en selvbetjenings-løsning, idet det er en Oil Tank & Go, der er på vej. Man vil dog også igen kunne få vasket bilen, idet der skal opføres en ny vaskehal.

Hvad er grunden til, at det ikke længere skal være en Circle K?

"Fordi vi ønsker at videreudvikle grunden. Blandt andet med en helt ny vaskehal, hvor vi kan køre op mod 100 biler igennem på en time," lyder det i et e-mailsvar fra Salling Group.

Circle K skriver til Lokalavisen Aarhus, at firmaet er kede af at forlade adressen:

"Vi er selvfølgelig kede af at måtte forlade Agerøvej 1, da vi jo har været der et stykke tid og har mange loyale kunder i lokalområdet. Vi håber dog, at vores lokale kunder i stedet vil besøge os på vores servicestation på Parkvej 3, som kun ligger tre minutter væk med bil," lyder det fra Dennis Bylov Dahlgaard, der er presse- og kommunikationschef, Circle K Danmark A/S, i en e-mail til avisen.

Den nye tankstation og vaskehal forventes klar til brug i december.

Publiceret 03 June 2020 07:37