Hvert år bruger frivillige en hel weekend på at lave konfirmationsmad. Her er det Camilla Jehner Baake til højre.

Hvert år bruger frivillige en hel weekend på at lave konfirmationsmad. Her er det Camilla Jehner Baake til højre. Privatfoto

Frivillige laver gratis mad til 2.200 konfirmationsgæster

For nogen kan det være svært at finde midlerne til at holde en konfirmation for sit barn. Det, synes Camilla Jehner Baake, er ærgerligt, så hun sørger for gratis mad til 110 familier i hele landet

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

velgørenhed 502 kilo nakkefilet, 500 kilo kartofler, 500 kilo grønne bønner, 200 liter piskefløde, 105 kilo flødeost, 100 kilo tun og 100 kilo smør. Det er, hvad cirka 30 frivillige bruger i løbet af en weekend til at forberede 2.200 kuverter til non- og konfirmationsfester.

Det er foreningen Børn og Unges Mærkesager, der står bag initiativet for nu syvende år i træk. De laver mad til familier, der er økonomisk dårligt stillede og ikke har råd til at holde konfirmation. Al maden bliver lavet den første weekend i marts og bliver så kørt ud 19 forskellige steder i Danmark, hvor 110 familier, der har søgt om hjælpen, kan hente maden og fryse den ned indtil festen.

"Jeg talte med en tidligere kollega fra København om, at det var dyrt at holde konfirmation. Det er helt vildt, hvad folk gør ud af det i dag, så vi fik idéen til at lave mad til dem, der har det svært økonomisk. De børn, hvor forældrene ikke har økonomi til at holde en fest for dem, vil vi gerne hjælpe. Der kommer en ny jul og en ny fødselsdag, men man bliver kun konfirmeret én gang, og hvis man den ene gang ikke kan få en god dag, fordi der ikke er råd, så vil vi gerne hjælpe," siger formand for Børn og Unges Mærkesager, Camilla Jehner Baake.

Alle kan søge

Hun fortæller, at alle, der føler et behov, kan søge. Man skal beskrive i sin ansøgning, hvorfor man har brug for hjælp til maden, og hvis der er mere end 110 ansøgninger, trækker foreningen lod om, hvem der får det. Alle, der får hjælp, får til 20 kuverter, så det er ens for alle. Menuen er bestemt på forhånd, og foreningen har ikke mulighed for at tage hensyn til allergener.

Camilla Jehner Baake er formand for Børn og Unges Mærkesager, der laver gratis mad til non- og konfirmationsfester.

Camilla Jehner Baake er formand for Børn og Unges Mærkesager, der laver gratis mad til non- og konfirmationsfester. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

"Langt de fleste ansøgninger, vi modtager, er fra folk, der er på offentlig forsørgelse. Der er både par og enlige forældre, men også nogle, som har mistet ægtefællen og måske står i en svær økonomisk situation. Vi har et koncept om, at man søger, hvis man har behov for det - det er baseret på tillid," fortæller Camilla Jehner Baake, der det første år leverede til cirka 15 familier og altså nu er oppe på 110 familier.

Penge fra fonde

Al maden til den store forårsfest bliver tilberedt hos Bøgeskovgård i Viby, som Børn og Unges Mærkesager lejer i madlavnings-weekenden. Men alle de mange kilo mad, der skal i gryderne koster en del, og det er ikke foreningen, der betaler udgifterne. Det gør forskellige fonde derimod.

Der skal skrælles en del.

Der skal skrælles en del. Privatfoto

"Vi får leveret alle vores råvarer til gode priser af AB Catering, og blandt andre har Spar Nord Fonden givet mange penge. Vi har fået 50.000 kroner hvert år i de kommende tre år," siger Camilla Jehner Baake, og oplyser, at ansøgningsfristen for at få konfirmationsmaden er 31. januar.

På privat basis

Gennem årene har konceptet vokser sig større og større i takt med, at folk er blevet opmærksom på, at muligheden findes. De første par år var det hele på privat basis, men for fire år siden dannede Camilla Jehner Baake en forening med en bestyrelse, hvor der sidder fem kvinder og hjælper hinanden med at få organiseret det hele.

"Det er hårdt, men det er sjovt. Vi har mange opgaver, der skal løses, men vi kan godt lide det. Vi er helt enige om, at selv om der er rigtig travlt den weekend, hvor vi producerer al maden, så skal det ikke blive så træls, at vi ikke har tid til at sætte os ned og spise frokost og drikke en kop kaffe sammen," fortæller Camilla Jehner Baake.

Der skal nogle liter sovs til, når man laver til 2.200 kuverter.

Der skal nogle liter sovs til, når man laver til 2.200 kuverter. Privatfoto

Hun er ikke i tvivl om, at glæden ved at gøre noget godt for andre er det, der driver dem. Hun har selv tidligere været ude og levere maden på opsamlingsstederne.

"At se, hvor glade modtagerne bliver, er helt vildt. Det er så dejligt. Vi bliver ved med det her, så længe det er sjovt, og der er penge til det. Det koster mellem 100 og 120.000 kroner inklusiv alt at lave det her, så det kræver nogle penge," siger 38-årige Camilla Jehner Baake, der til daglig arbejder som projektmedarbejder for Værdibørsen på Folkestedet.

Publiceret 25 January 2020 10:00